Odense Bulldogs-Esbjerg Energy 5-4 (1-1,3-2,0-1) 1-0
Det lykkedes for Odense til sidst. Men i fynboernes omklædningsrum vil man nok ærgre sig over at have smidt et point mod Esbjerg i aften.
I de første 40 minutter havde fynboerne chancer nok til at afgøre kampen, men de snu Esbjerg-spillere udnyttede mulighederne, når de opstod og holdt sig tæt på Bulldogs og kan takke målmand Jake Smith for det ene point.
Odense startede som lyn og torden.
Allerede i løbet af de første par minutter havde både Martin Larsen og Brandos Estes haft kæmpe chancer. Det var helt utroligt, at Estes ikke fik skubbet pucken ind over en liggende Jake Smith i målet, men på en eller anden måde fik Odense-canadieren overplaceret pucken.
Joakim Thelin skulle der til, før hjemmeholdet fortjent fik scoret. Svenskeren lagde rutineret en baghånd ind i forreste hjørne, og Bulldogs-dominansen i de første 20 minutter var mere eller mindre total.
Alligevel fik Esbjerg udlignet.
Jeff King passede på tværs til Grayson Downing, der huggede til første gang. Bergvik i Odense-målet kunne måske have snuppet pucken. 1-1 efter 20 minutter.
Esbjerg-defensiven vaklede ofte i de to første perioder.
Energy var uden Juuso Walli og Philip Larsen og lavede mange fejl i opspillet. Samtidig fik Odense-spillerne ofte frit lejde til at spadsere op gennem midtzonen.
Det var ikke nogen nem aften for Jake Smith i Esbjerg-målet.
Det blev 2-1 tidligt i anden periode, da Filips Buncis gentog Thelins baghåndsscoring. Og så væltede det ellers ind med lækre detaljer:
Jonathan Brinkman lobbede pucken på tværs af banen, Kristian Jensen firsttimede kontant og op i hjørnet. Formidabelt mål til 3-1.
Rasmus Bjerrum var lige så formidabel, da han på smukkeste vis styrede en pasning fra Grayson Downing ind til 3-2, og minsandten om ikke Brandon Estes lige leverede en lækker ”saucer”-pasning til Piroutek tæt under mål. 4-2 til hjemmeholdet.
Var det slut?
Nej. Esbjerg fik en powerplaychance i slutningen af periode og formåede på smukkeste vis at kombinere sig helt ind til målstregen mod en prisgivet Odense-boks. Lucas Andersen skubbede pucken det sidste stykke ind over stregen til 3-4-reducering.
Fornemmelsen var, at et veloplagt Odense-hold for længst burde have afgjort kampen, realiteten var, at det var helt åbent inden de sidste 20 minutter.
Esbjerg overlevede en fynsk powerplay i tredje periodes første minutter, og Jake Smith måtte ud med et par gode parader. Vestjyderne fik selv chancen efter 47 minutter, da Jeppe Jul Korsgaard lavede interference på Jake Smith.
Frederik Søgaard var kommet ind i Odense-målet i stedet for Bergvik, men måtte se sig passeret, da Gordie Ballhorn satte et glimrende trækskud helt over i modsatte hjørne til 4-4.
Nu lugtede Esbjerg for alvor point og med syv minutter igen pressede gæsterne for første gang i kampen Odense helt i bund.
Öhman og Niklas Andersen sværmede omkring Odense-buret i en kamp, der nu var helt åbnet op.
Kristian Jensens chance i den ene ende blev reddet, spillet vendte og Frederik Søgaard var ude i en mesterlig redning med griberen på Nick Masters forsøg.
Mere blev det ikke til, og overtiden var en realitet. Den gik i tomgang et par minutter, inden Grayson Downing måtte ud for en tripping på Jonathan Brinkman. I fire mod tre spillede fynboerne tålmodigt, indtil Blake Bennett fyrede pucken op i nettaget til et fortjent Odense-bonuspoint.