Aalborg Pirates skuffede fredag aften mod Esbjerg, men får en hurtig chance for revanche hjemme i Sparekassen Danmark Arena, hvor Sønderjyske kommer på besøg i aften.
Nordjyderne spillede under niveau - det erkendte de selv - i kampen fredag aften, og der mangler i den grad en slags offensiv forløsning hos Daniel Johansson, der ellers burde have nok "firepower" på holdet, hvis man kigger på papiret.
Pirates har kun scoret 16 gange i seks kampe, og under tre mål i gennemsnit er ikke helt godt nok for et hold med Lucas Andersen, Andreas Grundtvig og en flok stærke imports med Darien Craighead i spidsen.
Det er et selvtillidsfyldt Sønderjyske-mandskab, der kommer til Nordjylland efter to sejre på stribe mod Rungsted og Herlev. Dermed en den triste sæsonstart med fire nederlag på stribe annulleret.
– Selve spillet er okay. Vi er på vej i den rigtige retning, og processen går den rigtige vej. På nogle områder er vi faktisk længere fremme, end vi havde forventet på nuværende tidspunkt, siger Sønderjyske-træner Teppo Kivelä til JydskeVestkysten.
Sønderjydernes målmand Thomas Lillie har stået fremragende i de seneste to kampe, og ser ud til at have taget pladsen som førstemand mere eller mindre permanent. Eller måske er det i aften, at William Rørth får chancen på sin gamle hjemmebane i Aalborg?
Det forventer vi: Et Aalborg-hold, der i den grad søger revanche efter det ærgerlige nederlag mod Esbjerg fredag aften, hvor udeholdet var i kontrol over store dele af kampen. Sønderjyske kommer under pres, men desto længere gæsterne kan "ride det af", desto mere irriteret vil hjemmeholdet blive.
Hold øje med: Ovennævnte Darien Craighead har endnu ikke fundet vej til netmaskerne endnu for Aalborg. Bliver det i aften? Hos Sønderjyske har Andreas Kløve overbevist med stærkt spil og er en af de unge, der virkelig har taget ansvar i andres fravær.
Skader/karantæner: Aalborg manglede fredag Eric Engstrand og Lasse Bo Knudsen, mens sønderjyderne senest savnede Jarid Lukesevicius, Vaclav Karabecek og Albert Grossmann.
Historikken: Aalborg dominerede de to holds opgør i sidste sæson med 13-5 i point og har vundet de seneste to kampe på hjemmebane mod Sønderjyske.
Kampstart: Se kampen fra kl. 18.55 på DirekteSport
Kommentator: Jesper Larsen