Kanonkamp i aften i Aalborg, hvor hjemmeholdet tager imod Frederikshavn White Hawks i en stensikkert tætpakket Sparekassen Danmark Isarena.
Det er et Aalborg-hold, der kan tage et stort skridt mod fjerdepladsen med en sejr over rivalerne, mens Frederikshavn med tre point kan holde sig inde i kampen om sjettepladsen i den nedre/midterste del af tabellen.
Aalborg kommer fra en god kamp i Esbjerg, hvor en stærk defensiv og effektivt spil fremad sikrede piraterne en sejr på 4-1 og dermed en vigtig moralbooster frem mod et slutspilsmøde med vestjyderne, der virker ret sandsynligt.
Hos aftenens gæster fra Frederikshavn var der irritation over nederlaget i Herning på 3-7 i midtugen.
Ikke blot forspildte White Hawks-spillerne første periode og tabte den 1-5, disciplinen var også skidt kørende og et hav af udvisninger forstyrrede i den grad Frederikshavns muligheder for at hente point hos topholdet.
- Kampe mod Aalborg er altid blandt de største, og nu, hvor slutspilspladserne er i spil, bliver betydningen kun større. Det bliver en hurtig og fysisk kamp, som forhåbentlig bliver rigtig underholdende for alle i hallen. Vi ved, det bliver hårdt, men vi er klar, siger Frederikshavns Todd Winder til klubbens hjemmeside før kampen.
- Vi skal stå stærkt defensivt og udnytte de chancer, vi får offensivt. Pirates’ powerplay er godt, så vi skal være disciplinerede og holde os fra boksen. Hvis vi vinder ‘special teams’-duellen, øger vi vores chancer for at tage sejren markant, tilføjer han.
- Hver kamp betyder noget nu, og vi skal være klar, hver gang vi træder på isen, for at samle så mange point som muligt i de resterende kampe. Jeg forventer også, at de næste opgør bliver spillet med samme intensitet som i et slutspil, så vi kan få den rette ‘slutspilsmentalitet’ med ind i de afgørende kampe, siger Todd Winder til Whitehawks.dk.
Det forventer vi: To hold, der leverer noget, der kommer til at ligne en slutspilskamp i Aalborg. Mange tilskuerne, hård fight, ingen skåner hinanden eller sig selv.
Historikken: Alt tyder på, at det bliver helt lige. Samtlige kampe mellem de to hold er endt uafgjort i ordinær eller med etmålssejre. Aalborg har vundet to i overtid og en ordinær tid, Frederikshavn har vundet to i ordinær tid og fører dermed 8-7 i point i det indbyrdes regnskab.
Hold øje med: Den finske slider Oliver Kiljunen kan blive en god fysisk mand at have med i slutspillet for Aalborg. Det samme gælder for Frederikshavns nye svensker Arvid Caderoth, der også har set målfarlig ud i sine kampe for White Hawks.
Skader/karantæner: Aalborg manglede senest i Esbjerg Nikolaj Carstensen, Oliver Marloth og Jonas Jakobsen, mens Frederikshavn senest har spillet uden Mikkel Skov.
Statistikken: Aalborg har skaffet sig otte point i de seneste fem kampe, mens Frederikshavn har scoret seks point i den sidste håndfuld kampe.
Metalligaen.tv: Har Jesper Larsen på plads i Sparekassen Danmark Isarena til at guide seerne gennem de 60 minutter.