Kampstart 20:00 i Sparekassen Danmark Isarena

Aalborg Pirates og Frederikshavn White Hawks mødes i det første nordjyske lokalopgør i indeværende sæson.

Begge hold kommer med optimisme efter en fornuftig sæsonstart, der for Aalborgs vedkommende har budt på Champions Hockey League, træningsturnering i Norge og et stenhårdt åbningsprogram på sæsonen. 

Derfor er det ganske tilfredsstillende for nordjyderne, at fire kampe i Metal Ligaen ikke har budt på nederlag i ordinær tid. 

- Vi skal være glade for enhver sejr, vi kan hive hjem i det her hårde program, sagde Julian Jakobsen eksempelvis efter matchen mod Esbjerg for en uge siden. 

Frederikshavn White Hawks kommer også fra en kamp mod Esbjerg. Mandag aften blev det til 2-1 over gæsterne fra Vestjylland og faktisk står White Hawks med to sejre i to træningskampe mod Aalborg. Det tillægger træner Pelle Hånberg ikke den store betydning, til gengæld ønsker han at se sit hold give den lidt mere gas i banderne og nærkampene. 

- Spillet i den danske liga er mindre fysisk, men jeg ser meget gerne, at vi spiller mere med musklerne på i hvert fald vores hold. Det handler ikke om at køre modstanderen over, så de ikke kan stå på benene længere, det handler om tackle mere og tungere - indenfor reglerne. Der kan vi godt skrue op for tingene, siger White Hawks-træneren til Nordjyske. 

Det forventer vi: At Aalborg tager teten og initiativet som holdet altid forsøger på hjemmebane. Pirates kommer til at møde et gæstehold, der vil kæmpe for enhver centimeter i banderne og i nærkampene, hvilket vil være Frederikshavns vej til eventuelle point i aften. 

Skader/karantæner: Aalborg har stadig "overlevet" det hårde program med blot en enkelt skade til Mikkel Højbjerg, mens Frederikshavn senest spillede mod Esbjerg uden Jonas Jakobsen og Jesper Jensen. Heller ikke svenske Jesper Dahlroth var på holdkortet for White Hawks i 2-1-sejren mod vestjyderne.

Hold øje med: Svenske Daniel Trkulja ligner en mand, der kan og skal vinde kampe for Frederikshavn. Han har fået en god start i det nordjyske. Det samme har den svenske back Oskar Drugge, der falder godt ind i Aalborgs offensive spillestil.

Statistikken: Bortset fra 0-4-nederlaget til SønderjyskE har Frederikshavn stået stabilt i defensiven og kun lukket en enkelt pind i kampene mod Rødovre, Herlev og Esbjerg. 

Historikken: De to hold mødte hinanden i Metal Final4-semifinalen med en smal Aalborg-sejr til følge. I grundserien i fjor vandt Aalborg fire af seks kampe mod rivalerne. 


AFGØRELSE PÅ PROTESTSAG: Resultatet i Odense står ved magt OPTAKT: Rungsted Seier Capital-Rødovre Mighty Bulls