Kampstart 19:00 i Sparekassen Danmark Isarena

For første gang siden DM-finaleserien i foråret mødes Aalborg og Herning igen.

Nordjyderne vandt som bekendt med 4-2 i kampe over de traditionelle midtjyske konkurrenter, og satser på at fortsætte som ubesejret i Sparekassen Danmark Isarena.

Aalborg har haft det let i de to første kampe: Herlev spillede dårligt og blev udspillet med 8-0 i premieren, mens Rødovre uden Sebastian Bergholt og Frank Gymer blev ædt med 8-5 efter at Aalborg havde ført 8-3 efter to perioder.

Nu venter en tough test for Aalborg, der møder et desperat Herning-hold, som kun har fået fire point i fire kampe og har tabt til både Rødovre og Herlev (sidstnævnte dog i overtid). 

Herning har endnu ikke vundet en kamp i regulær tid og har haft svært ved at holde fast i føringerne. 

For eksempel fredag aften, da Blue Fox førte 2-0 over Odense og måtte se sig slået 2-3 efter straffeslag.

En 3-1-føring i udekampen mod Rødovre blev ligeledes vendt til et nederlag på 5-6.

- Det er ikke kun én ting, der kan peges på i vores spil. Det er både offensivt og defensivt, der er ting, der kan forbedres. Offensivt skal vi udfordre modstanderens mål noget oftere, vi skal holde længere på pucken i offensiv zone. I vores egen zone skal vi også være stærkere og skarpere. Vi har lukket nogle lidt for nemme mål ind, så vi skal være bedre til at forsvare vores eget hus, siger Herning-træner Pelle Hånberg til Sportherning.dk.

Det forventer vi: Et Herning-hold, der kommer til Aalborg med stram disciplin og håbet om at kunne spille på omstillinger mod Aalborgs dygtige offensiv. Det første mål bliver enormt vigtigt i dag.

Skader/karantæner: Aalborg manglede Matt Salhany og Julian Jakobsen i søndagens CHL-kamp hos Färjestad. P-O Morin har fået karantæne i tre spilledage. Herning manglede Christian Mieritz, Andris Dzerins, Frederik Brændgaard og Christian Mieritz mod Herlev senest. Brett Thompson afsoner den første af fem karantænedage. 

Hold øje med: Vi har ikke set Mathias Bau i den vante skarpe rolle endnu i denne sæson. Hos Aalborg kunne en Tobias Ladehoff dukke op på pointlisten i aften.

Historikken: Der var seks møder i finaleserien i fjor, som Aalborg altså vandt med 4-2. I grundserien vandt Herning fire af seks kampe og tog også Metal Cup-finalen. Så alt i alt 7-6 til Herning i sidste sæson. 

Metal Ligaen TV: Kenneth Kristiansen guider dig igennem fra Aalborg i aften. 

Statistikken: Sikke en kontrast: Aalborg har tabt de sidste tre CHL-kampe med samlet 4-19, men vundet to Metal Liga-kampe med 16-5. Herning har sat føringer over styr både mod SønderjyskE, Odense og Rødovre og skal lære at holde fast, hvis de kommer foran. 

 


TRE SPILLEDAGES KARANTÆNE til Pierre-Olivier Morin OPTAKT: Esbjerg Energy-Rødovre Mighty Bulls