Kampstart 19:00 i Bentax Isarena

Herning Blue Fox siger det selv i sin optakt til kampen: Der er alt at vinde og intet at tabe i Aalborg i aften, hvor Herning efter de seneste resultater og udviklingen i Metal Ligaen synes at være kraftig underdog - også selv om Pirates fredag aften tabte i Rungsted. 

Aalborg ruller på i en god rytme og har mange spillere at trække på - og set med "danske talent"-øjne har Aalborg heldigvis ikke hentet nye folk trods skaderne. Træner Garth Murray giver de unge folk chancen i fjerdekæden. 

Målmand George Sørensen om aftenens kamp: 

- Godt nok ligger Herning på en bundplads, men holdet indeholder mere. På papiret har Herning et rigtig godt hold, og det er formentlig kun tale om tid, før tingene kommer til at fungere. Det skal vi selvfølgelig forhindre og skal tilbage på sejrstogtet, siger han. 

Hos Herning forsikrer træner Cooper overfor Herning Folkeblad, at der arbejdes hårdt for at vende bøtten.

- Spillerne vil så gerne levere foran vores fans og vores sponsorer. Jeg ser jo spillerne til dagligt, og jeg kan garantere, at der bliver arbejdet stenhårdt fra alle, og jeg kan også se forberedringer fra træning til træning. Fire nederlag i træk er ikke godt, men jeg vil fastholde, at vi bevæger os i den rigtige retning. Vi står sammen om det her, og vi føler enorm opbakning også fra bestyrelsen og de frivillige, forsikrer han i avisen.

Statistikken: Aalborg er giftige hjemme i Nordjyske Bank Arena, hvor det foreløbig er blevet til maksimale 15 point i fem kampe. Omvendt ligger Hernings seneste udesejr helt tilbage til første spillerunde i Vojens. Siden har Blue Fox kun taget en enkelt pind på udebane: 1-2-nederlaget efter straffeslag i Odense. 

Det forventer vi: Et Herning-hold, der kommer lurende på kontrastød mod Pirates, der kommer til at angribe betingelsesløst fra start. Spørgsmålet er, om Herning kan stå for trykket. 

Duellen: Målmandsspillet var ikke helt på toppen fredag for Herning, hvor både Nielsen og Søgaard stod med lave procenter. Til gengæld har George Sørensen været habil i Aalborg-målet hele sæsonen og står med 92.65 i redningsprocent. Herning-point i aften kræver en målmandspræstation langt over gennemsnittet. 

Historikken: I sidste sæson mødtes de to hold i en kvartfinale, hvor Aalborg vandt 4-1 i fem kampe, der i store træk var meget tætte. I grundspillet vandt Herning to af tre kampe i Aalborg og har det faktisk ganske godt i Nordjyske Bank Arena. 

Skader/karantæner: Herning har formentlig Dimitri Kostromitin ude, mens Aalborg står med fire skadede spillere i Ladehoff, Scheel, Pedersen og Carstensen. 


Aalborg-direktør: Vi byder ind på Metal Final4 OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-SønderjyskE