Aalborg og Herning mødes i en ægte topkamp i Gigantium, hvor ligaens nummer to og tre lige nu tørner sammen.
Der er heller ikke den mindste tvivl om, at begge hold er i ganske fin form, og hvis vi begynder med Aalborg, må man i den grad sige, at angriberne har fået skudt sig ind i de seneste kampe.
Efter en mindre tørke har Aalborg scoret hele 19 gange i de seneste tre kampe, og al snak om scoringskrise hos Pirates er hermed forstummet.
Der er tre kæder, der virkelig scorer kasser og det gør det vanskeligt for modstanderen at holde for, når Aalborgs effektive og hurtige angrebsspil sætter i værk og låser modstanderen fast.
Til gengæld kommer Aalborg i aften op mod en af Metal Ligaens stærkeste defensive afdelinger, når Herning er på besøg.
Blue Fox står i denne sæson for noget bundsolidt, senest bevist i 2-1- og 3-1-sejrene over Frederikshavn og Rødovre, hvor der i begge kampe blev spillet med stor disciplin.
Det er den aalborgensiske angrebshockey mod det solide midtjyske mandskab, og det kan der uden tvivl komme en god hockeykamp ud af.
Skader/karantæner: Mens Herning mere eller mindre kommer med fuldt hold, er der flere afbud formentlig hos Aalborg. Ian Edmondson er stoppet og er helt sikkert ikke med, mens Emil Marcussen, Jonas Jakobsen og Mikkel Højbjerg heller ikke spillede senest. Desuden er Jacob Møller Jensen formentlig tvivlsom efter at være blevet slået groggy af Sune Hjulmand i Esbjerg.
Det forventer vi: Et Aalborg-hold, der kommer med fuld skrue, mens Herning formentlig kommer til at afvente lidt og slå til på omstillingerne som et udehold altid har lov til i Gigantium. I længden kan Hernings flere spillere sagtens blive en afgørende faktor.
Hold øje med: Kirill Kabanov har været knivskarp på det seneste for Aalborg, og han skal udfordre en Emil Kruse hos Herning, der har været skarp i det meste af sæsonen og altså kun har lukket to mål ind i de seneste to kampe.
De indbyrdes kampe: I den første kamp i Kvik Hockey Arena fik Aalborg vendt kampen og sneget en sejr på 3-2 hjem. Helt jævnbyrdigt var det, og sådan bliver det formentlig også i aften.
Statistikken: Der er en Metal Final4-plads på spil til vinderen i ordinær spilletid i aften. 29 point er nemlig nok til, at Herlev ikke kan snige sig forbi hverken Aalborg eller Herning. Masser at spille for dermed fra klokken 20:15.