Hjemmeholdet har noget at revanchere efter onsdagens kamp i Rungsted. For anden gang på blot ni dage blev Energy besejret 6-2 af nordsjællænderne, og denne gang blev Mathias Seldrup taget ud efter Rungsteds 4-0-scoring i anden periode.
Esbjerg er ganske vist allerede kvalificeret til Metal Final4, men har nu tabt tre kampe i træk og skal forsøge at finde tilbage til den stabilitet, der tidligere på sæsonen gjorde hjemmebanen til en styrke.
- Vi spillede ikke den optimale kamp onsdag mod Rungsted. Vi startede med to udvisninger, og så kommer man jo let under pres. Det lykkedes Rungsted at score i den anden overtalssituation. Så skal vi kæmpe os tilbage, men i 2. periode kommer de foran med 2-0, lyder det fra Esbjerg-træner Markus Åkerblom i klubbens kampoptakt.
- Herefter gik det stærkt i 2. periode, hvor Rungsted på 11 minutter scorede fem gange og øgede føringen til 6-0. Det gik hurtigt, og der skete mange forskellige ting, men faktum er, at vi efter 2. periode var bagud med hele 6-0. Og så er det svært at komme tilbage derfra, siger han.
- Noget måtte gøres, så vi startede superdefensivt. Det er svært at komme tilbage i en kamp, hvor man er nede med seks mål. Vi får reduceret to gange, men kom aldrig for alvor tæt på. Til gengæld vinder vi 3. periode med 2-0 og tager lidt positivt med derfra, siger Esbjerg-træneren.
- Vi står nu over for Aalborg i den sidste kamp inden landsholdspausen. Her er det vigtigt, at vi spiller godt og går til pausen med en god følelse. Alle skal bidrage med en professionel attitude. Vi skal have genfundet vores struktur og fastholde fokus gennem hele kampen, lyder det.
Aalborg kommer fra mandagens 1-3-nederlag i Vojens, hvor nordjyderne igen måtte se sig slået af SønderjyskE.
Pirates har været hårdt presset på backsiden, men kunne til gengæld give debut til den nytilkomne svenske back Alexander Younan, der straks fik en fremtrædende rolle med næsten 26 minutters istid. Den 29-årige svensker kommer med erfaring fra blandt andet SHL og mere end 200 kampe i HockeyAllsvenskan.
Spændende, hvordan Aalborg træder op i aften efter en række kampe, hvor både spil og humør har manglet.
Det forventer vi: To hold, der virkelig har brug for en succesoplevelse. Spørgsmålet er, hvordan det boner ud. Bliver det nervøst eller frigjort. Det ligner i den grad en tæt kamp.
Skader/karantæner: Nicolaj Henriksen, Anders Krogsgaard, Sebastian Skovning og Rasmus Lyø manglede senest hos Esbjerg. Nikolaj Carstensen, Oskar Kvist og Thomas Spelling var ude i sidste kamp for Aalborg.
Hold øje med: Zane Franklin leverer både godt og skidt hos Esbjerg. Point producerer han nok af, men tager også en række ærgerlige udvisninger. Hos Aalborg mangler Tobias Ladehoff stadig sit første mål for sæsonen. Bliver dei i aften?
Statistikken: Den første kamp mellem de to hold i Aalborg endte med en stensikker 3-0-sejr til Esbjerg i Sparekassen Danmark Arena. Kan Aalborg slå hul på Seldrup i aften
Kommentator: Jannik Sønderby kommenterer kampen fra kl. 19.25 på DirekteSport