Esbjerg Energy er på hjemmebane for første gang i sæsonen, Herlev Eagles har sæsonpremiere.
Sådan er vilkårene før kampen i aften, hvor Energy skal forsøge at revanchere sig fra 1-7-blamagen i premieren i Herning, hvor vestjyderne i store perioder blev helt udspillet.
Så der er en vis revanchelyst hos Energy i dag, hvor der er tidlig kampstart i Granly Hockey Arena.
- Jeg mener, at vi generelt får en rimelig start på premierekampen og arbejder godt for tingene i de første 30 minutter. Kampens første halvdel burde give mulighed for at have tanket lidt selvtillid. Her er noget, vi tager med, siger træner Markus Åkerblom i Esbjerg Energys kampoptakt.
- Opstarten til denne sæson har været meget kompakt, og jeg har aldrig været med til en så kort opstartsfase tidligere. Så få testkampe og så få dage har jeg aldrig prøvet før, så vi arbejder målrettet videre med både indstilling og systemer, tilføjer han og satser på, at vestjyderne kommer med en bedre attitude end i fredags.
Herlev var i kamp mod et hold med stor attitude i kampen, hvor det gjaldt et par matcher mod de forsvarende britiske mestre fra Belfast. Eagles delte på glimrende to kampe med Morten Jensens nye klub, og nu går det altså løs i Metal Ligaen.
- Herlev leverede en fantastisk sæson sidste år, så jeg føler ikke, at vi skal ændre ret meget til i år. Vi skal ikke gå fra nord til syd, men vi skal bare rykke lidt her og der. Vi snakker små, små forandringer, siger den nye Herlev-coach Johan Åkerman til Herlev Sporten.
- Målsætningen for sæsonen er, at vi skal vokse som hold. Vi skal ikke se alt gennem resultater – vi skal se en individuel udvikling. Vi vil arbejde med holdet hver dag, og vi vil vinde kampe, men vi skal først og fremmest sørge for at blive lidt bedre hele tiden, lyder det.
Det forventer vi: Et Esbjerg-hold, der vil komme ud og kæmpe med næb og klør for at komme igen efter fredagens kamp i Herning. Herlev kan afvente og spille på omstillinger. Det bliver tæt.
Skader/karantæner: Mon Charlie Curti har fået sine tilladelser i orden. Oliver True afsoner den første af to spilledages karantæne. Troy Lajeunesse er på plads i Esbjerg og spørgsmålet er, om Henriksen er blevet klar efter at han udgik senest mod Herning.
Historikken: De seneste fire kampe mellem de to hold er endt i overtid med tre Esbjerg-sejre til følge. Så uafgjort efter 60 minutter ligner også noget, der kan ske i aften.
Kommentator: Søren Kaster er på plads i Granly Hockey Arena
Hold øje med: Zane Franklin skal vise noget positivt efter en udisciplineret kamp fredag aften. Hos Herlev skal vi holde øje med de nye svenske backer, blandt andre Karl Falk.