Kampstart 16:00 i Granly Hockey Arena

Efter Esbjergs fotofinish i Herning fredag aften, hvor midtjydernes finaledrømme blev spoleret i slutfasen og overtiden, er der lagt op til et virkelig påskebrag i Granly Hockey Arena i eftermiddag.

Vestjyderne lugter noget stort - en kamp syv på tirsdag - og kunne i lange perioder sagtens være tilfredse med kampens forløb i tirsdags. Ikke mindst i første periode, hvor Energy virkelig havde fat i den lange ende. Samtidig virkede Esbjerg også til at have flest kræfter i slutfasen. 

- Vi tog til Herning med den indstilling, at vi ikke havde noget at tabe, og sådan spillede vi jo også. Vi havde jo hørt alt det der med, at de har en så fantastisk hjemmebane, og at vi ikke havde nogen chance, og det brugte vi så bare positivt. Vi følte overhovedet ikke noget pres, siger Esbjerg-forwarden Philip Schultz til Jydske Vestkysten.

Han leverede en formidabel kamp både som slider, oplægger og gennembrudsfarlig mand. 

Ganske imponerende, at Esbjergs danskerkæde har overtrumfet alt, hvad der hedder udenlandske angribere. Læg dertil, at både Søren Nielsen og Rasmus Bjerrum var skarpe i de andre kæder og Philip Larsen var med i rigtig meget offensivt hos Energy. Så alt det bør fansene i Esbjerg glæde sig over, i stedet for at klage over, at importspillerne er "andenvioliner" i det store regnskab.

Herning har stadig alle muligheder for at afgøre sagerne selv. 

Og midtjyderne kan i dag begynde med at se tilbage på to meget solide udekampe i Granly Hockey Arena tidligere i serien. Der er ikke så meget andet for Herning end at fortsætte, hvor de slap i den seneste match i Esbjerg, hvor det blev til en sikker 3-0-sejr.

- Det var ikke det her, vi havde håbet. Selvfølgelig er det ikke det. Men vi skal altså huske på, at vi stadig fører serien 3-2 og alt andet lige er i en god position til at gå videre. Men vi skal selvfølgelig havde arbejdet gjort færdigt, understreger den finske træner Pekka Tirkkonen overfor Sportherning.dk. 

Skader/karantæner: Herning måtte undvære Lundvald, Bang og Vilstrup og satte i stedet Jakob Jessen op som wing i fjerdekæden. Joachim Linnet udgik i løbet af kampen. Esbjerg måtte se Will Merchant udgå, men havde ellers fuldt mandskab til rådighed.

Hold øje med: Er det Grayson Downing, der for alvor stikker hovedet frem nu? Man ved, at han har kapaciteten dertil. Hos Herning scorede Phil Marinaccio det vigtige 2-1-mål i fredags. Kan han gøre noget lignende igen?

Historikken: Herning kigger på afgørelsen i den seneste serie mod Frederikshavn. Det var en stensikker 5-0-sejr i kamp fire. Esbjerg kigger tilbage på sidste sæsons semifinale, hvor Rungsted formåede at vende 1-3 til 4-3 i kampe mod netop Esbjerg. Energy tog første skridt samme vej i fredags. 

Statistikken: Han fløj fra Esbjerg ud til Alaska og tilbage til Danmark og Rødovre, inden han landede i Esbjerg igen. Oliver Kjær er med sine 11 assister den bedste oplægger i hele slutspillet. Herning har til gengæld de to bedste målscorere, der også kan blive matchafgørende i dag. Morten Poulsen står med 8 mål og Miska Humaloja med 7 kasser. 

Det forventer vi: Uha, det er svært at forudsige noget. Har Esbjerg momentum efter sejren i fredags, eller har Herning bare styr på Esbjerg i Granly Hockey Arena i en serie, hvor hjemmebanen synes at være ligegyldig. Helt åbent i eftermiddag. 

 


Esbjerg fremtvang kamp syv efter forløsende hjemmesejr HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Herning-Esbjerg