Kampstart 20:30 i Granly Hockey Arena

Esbjerg Energy har muligheden for at spille sig i DM-finalen i aften, når tre sejre kan konverteres til den afgørende fjerde sejr mod de forsvarende mestre fra Rungsted. 

Vestjyderne var overbevisende i den fjerde kamp, ikke mindst i anden periode, hvor en perfekt omgang "udebanehockey" blev konverteret til tre scoringer. 

I aften er det Rungsted, der kan lure på omstillinger og spille henholdende, HVIS Erik Hjalmarsson vælger den måde at tilgå kampen på. 

- Selvfølgelig var vi skuffede efter den kamp, men vi har stadig fornemmelsen af, at vi faktisk gjorde en masse ting rigtige. Vi havde pucken meget, som vi gerne vil, men vi fik nok ikke spillet direkte nok. Det her er den tid på året, hvor man skal lægge mange pucke på mål og så jagte de løse muligheder, det var vi ikke dygtige nok til, siger en af Rungsteds to assisterende trænere, Thor Dresler, i dagens udgave af JydskeVestkysten. 

Esbjerg-træner Jason Jaspers i klubbens kampoptakt: 

- Spillerne har spillet meget, og det kunne ses på begge hold mandag, selv om der blev slidt og slæbt. Det gjorde, at mange af spillerne havde svært ved at yde det ekstra, men vi fandt dog frem til den nødvendige effektivitet.

- Vi har arbejdet på at skabe og opbygge holdet frem mod slutspillet, hvor mesterskabet afgøres. Det har betydet, at vi i perioder af grundspillet har kunnet levere, men også at vi har kunnet løfte vores niveau til slutspillet, siger Energy-coachen.

- Første mål var at kunne præstere over 60 minutter. Næste mål er at kunne levere en god indsats over flere kampe. Nu er holdet ”vokset” og har udviklet sig. Og nogle spillere har bare et ekstra gear i slutspillet, så nu glæder vi os til hjemmekampen, lyder det fra Jason Jaspers. 

Statistikken: Rungsted kan glæde sig over, at det er muligt at vende 1-3 til 4-3 i en serie. Det er sket fire gange i dansk slutspilshistorie og faktisk var Nordsjælland (ex-Rungsted), det første hold, der lykkedes med det tilbage i 2005/06. Her gik de daværende "Cobraer" fra 1-3 til 4-3 i en serie mod Frederikshavn. Siden har Herning formået at levere miraklet tre gange, blandt andet i DM-finalen 2011/12, hvor Odense førte 3-1 i kampe. 

Det forventer vi: At vi vender tilbage til en helt tæt kamp, som det var tilfældet i Esbjerg senest i lørdags, hvor Rungsted vandt 2-1. Det må simpelthen være et Rungsted-hold, der slås til sidste blodsdråbe mod et Esbjerg-mandskab, der har spillet yderst afklaret gennem hele slutspillet. 

Hold øje med: Oliver Kjær har i den grad fået en opblomstring på det seneste og spillede en flot kamp i mandags i Rungsted. Er blevet en nøglespiller for Esbjerg-holdet. Rungsted har brug for mere fra Hardt, Olsson og Persson. Er det i aften?

Skader/karantæner: Esbjerg har haft Andreas Grundtvig ude i hele serien og Henrik Mærsk er ude for sæsonen. Rungsted manglede Mathias Røndbjerg, Frederik Bjerrum, Henrik Hetta og Rasmus Andersson i kamp tre i serien. 

 

 


SYV SPILLERE klar for SønderjyskE i den kommende sæson Herrelandsholdet er i gang med "PrepCamp1"