Herlev Eagles drager direkte videre op gennem Jylland efter gårsdagens besøg i Herning.
Ørnene er i eftermiddag på besøg i Frederikshavn, hvor det gælder match mod White Hawks og spørgsmål nummer et er naturligvis, hvor mange kræfter Herlev har tilbage efter den udmærkede indsats i Herning i går, hvor Eagles først måtte overgive sig til allersidst.
Det er et Herlev-hold, der med blot seks imports i truppen lige nu kan få trimmet og afprøvet mange af de unge spillere i truppen, og måske er det slet ikke så tosset med henblik på slutspillet, hvor en fjerdekæde sagtens kam gøre en forskel - både i forhold til modstanderen, men også i forhold til fordelingen af kræfter i de øvrige kæder.
Med Rødovres nederlag i går synes Herlev-mandskabet også at kunne gå afslappet ind til kampen i eftermiddag, stadig med et godt forspring til lokalrivalerne.
Frederikshavn kommer fra to udmærkede nytårskampe mod Aalborg. Til forskel fra seneste opgør i Aalborg, hvor det var en stærk defensiv, der reddede sejren hjem, kommer White Hawks dog i dag til at tage initiativ og spille mere fremad mod et Herlev-hold, der synes at spille offensivt uanset, hvor holdet træder op.
Det forventer vi: At Frederikshavn har flere kræfter og større bredde og derfor ender med at trække det længste strå. Herlev har i den grad problemer med at spille i Vendsyssel.
Statistikken: Og dermed hiver vi altså en gammel traver frem, nemlig Herlevs dårlige statistik i Frederikshavn, som fortæller, at vi skal tilbage til december 2016 for at finde en sejr på 6-5 efter straffeslag. Det var seneste Eagles-sejr hos White Hawks.
De indbyrdes kampe: Frederikshavn har to sejre i løbet af sæsonen, men Herlev vandt det seneste opgør med 2-0 på hjemmebane. Lige nu har White Hawks altså revanche til gode.
Skader/karantæner: Herlev var i Herning uden Magnus Molge og Max Vilstrup Olesen, mens Frederikshavn spillede det seneste juleopgør i Aalborg uden Niklas Pavel, Oliver Anker Christensen og Christian Mieritz.
Hold øje med: Anton Johansson hælder et hav af point ind hos Herlev og leverede to assister i går i Herning. Hos Frederikshavn må Bumagin nærme sig topformen og bliver en kæmpe joker at kaste ind for nordjyderne.