Der er gratis adgang i Frederikshavn i aften, hvor man for sidste gang fejrer triumfen i Metal Final4.
Når pucken smides, er der fuld fokus på den forestående afslutning af Metal Ligaens grundspil, der altså indledes i aften, hvor Rødovre er på besøg i Vendsyssel.
Traditionen siger, at det gerne er ganske jævnbyrdige kampe de to klubber imellem.
- Vi må ikke hvile på laurbærrene og tro, at tingene sker af sig selv. Det kræver hårdt arbejde at vinde hockeykampe, og det skal vi ud at vise mod Rødovre, siger assisterende Frederikshavn-træner Frederik Åkesson i klubbens kampprogram frem mod matchen i aften.
- En svær opgave for os, men vi kommer til Frederikshavn for at hente point, pointerer Rødovre-træner Riku-Petteri Lehtonen.
For ham gælder det om at få spillet sit hold sammen til slutspillet, og det bliver yderst spændende at se, hvor mange folk, Rødovre lancerer til startopstillingen i aften.
I den sidste kamp før landsholdspausen havde Rødovre hele ni skader.
Samtidig skal Mighty Bulls-mandskabet også have fokus på god udebanehockey, for det aspekt af spillet har Rødovre ikke rigtig excelleret i indeværende sæson, hvor der kun er hentet 13 point på fremmed is.
Hold øje med: Maksim Popovic imponerede før pausen og spillede en god landskamp for det nye U20-landshold i pausen. Er virkelig opsat på at vise sig frem i Rødovre. Hos Frederikshavn var Søren Nielsen på vej opad i kadence i Metal Final4, og det får White Hawks brug for i den resterende del af sæsonen.
Det forventer vi: At Rødovre vil have fokus på "low score" og en stærk defensiv. Det kunne godt ligne en tæt kamp med en lille fordel til Frederikshavn. Et god bud er en smal hjemmesejr.
Historikken: Frederikshavn har vundet tre af fire kampe mod Rødovre i sæsonen, senest 4-1 i Rødovre Centrum Arena.
Statistikken: Taler for en målfattig affære i Nordjyske Bank Arena. Der er scoret 14 gange i de fire opgør mellem de to klubber i denne sæson. Så et sted mellem tre og fire mål er ikke et tosset bud.