Kampstart 19:00 i PM Montage Arena

Herlev Eagles er tilbage i egen arena efter et par udebaneture til Vojens og Frederikshavn, der gav mere end "normalt" for Herlev. De seneste mange sæsoner har det ikke været normalt, at Herlev har snuppet fire point samlet på to så svære udebaner, så det er endnu et bevis på, at ørnene flyver højere end de plejer i denne sæson.

I fredags fik Frederikshavn dog lukket ned for Herlevs farlige folk i første- og andenkæden, og der er næppe tvivl om, at der har siddet en Aalborg-mand eller to med notesblokken til den kamp. Har Pirates-træner Garth Murray taget noget af frederikshavner-opskriften med sig? 

Aftenens gæster kommer med forrygende selvtillid til PM Montage Arena. 4-0-sejren i Herning satte en stopper for enhver spekulation om, hvorvidt Aalborg også kan på udebane, og kampen hørte til de absolut bedste, Pirates har spillet i sæsonen. 

Herlev skal op mod et hold, der hamrer af sted med fire kæder for øjeblikket, og Aalborg er lige nu tårnhøj favorit til at vinde grundspillet - og vel også mesterskabet - med det danske "dream team", som klubben har fået vakt til live i denne sæson. 

Ok, måske er det for tidligt at tale DM-guld lige nu, men det stærkt spillede Aalborg-hold bliver målestokken for samtlige hold i den resterende del af sæsonen.

Det forventer vi: At Herlev vil komme med al mulig intensitet for at ryste Aalborg på fysisk manér. Måske er det den måde, man kan vælte nordjyderne på for øjeblikket?

Historikken: Aalborg har vundet otte af de seneste ni kampe mod Herlev. Sidste opgør i PM Montage Arena var i overtid, hvor Herlev faktisk udspillede Pirates i store dele af kampen. Aalborg endte med at vinde 3-2 efter overtid.

Statistikken: Herlev har lukket mange mål ind på det seneste, men det livlige Eagles-mandskab fik sat en stopper for den defensive blødning i Frederikshavn fredag aften, hvor det blev til et 1-2-nederlag. 

Skader/karantæner: Aalborg stillede uden Victor Panelin Borg i Herning senest, mens Herlev har Magnus Koch med til U20-VM. 

Hold øje med: Max Vilstrup Olesen har stille og roligt spillet sig opad i Herlev-hierarkiet og spillede i backpar nummer to i Frederikshavn fredag aften sammen med Acke Ringström. Hos Aalborg spillede Thomas Spelling en glimrende kamp i Herning fredag, og er i den grad en mand, Herlev skal forsøge at fange i aften. 


OPTAKT: Herning Blue Fox-Esbjerg Energy OPTAKT: SønderjyskE-Rødovre Mighty Bulls