Der er tidlig faceoff i Herlev i aften, hvor Esbjerg Energy kommer på besøg.
Hjemmeholdet har ventet længe med at komme i gang efter landsholdspausen, og Eagles glæder sig i den grad til at forsøge sig mod et Esbjerg-hold i en konstellation, der ofte afstedkommer tætte og jævnbyrdige kampe.
En undtagelse deraf var det seneste opgør i Herlev, hvor Eagles gennembankede Energy med hele 6-1.
Herlev-træner Erik Vikström fortalte i sidste uge, hvad han arbejder med at forbedre hos Eagles.
- Efterhånden ser det fornuftigt ud, selv om jeg stadig synes, vi mangler lidt grundighed i spillet i egen zone. Det er i det defensive spil, vi har lagt energien. Målet har været at få lidt færre skud på vores eget mål, og det arbejder vi stadig på, forklarede Vikström til Metalligaen.dk
Esbjerg-træner Jason Jaspers i klubbens kampoptakt.
- Det er altid svært at spille i Herlev. Det er en farlig modstander, som vil forsøge at lulle gæsterne i søvn. Det er de rigtigt dygtige til, så vi ved hvad der kræves af os. Vi skal være klar med den rigtige indstilling og mindset. Vi opnår intet i Herlev, hvis vi ikke respekterer dem.
- Jeg har set mange hold, der undervurderer Herlev, og det bliver straffet. Det betaler man en høj pris for. Tro mig, det har vi oplevet. De må bare ikke undervurderes. Lad mig minde om, at vi i år har tabt 6-1 derovre, understreger Energy-coachen.
Det forventer vi: Herlev er altid aggressive og offensive på hjemmebane. Holder det i aften mod et Esbjerg-hold, der kommer til at fokusere på at fortsætte den stærke defensiv fra fredag aften mod Herlev? Det ligner et 50-50-opgør.
Hold øje med: Mikkel Bertelsen har fået et gennembrud i denne sæson. Står med otte point i de seneste 10 kampe. Hos Esbjerg spillede Philip Schultz en rigtig fin kamp fredag aften. Han er vokset til en nøglespiller for vestjyderne.
Skader/karantæner: Herlev har kun Philip Alftberg ude, ellers fuldt hold, mens Esbjerg senest mod Herning stillede med stort set fuldt hold. Kun de unge Mikkel Rask og Victor Sand var udeladt.
Historikken: Herlev har haft "styr over" Esbjerg hidtil i sæsonen. Det blev 3-2 til Eagles i det første opgør i Granly Hockey Arena og altså derefter hele 6-1 hjemme i Ørneborgen.
Statistikken: Duellen i buret står mellem nummer 2 og 4 i den øjeblikkelige målmandsstatistik. Mathias Seldrup står med 93.31, mens Horak står med 92.37 procent. Hvem er bedst i aften?
KLIK PÅ VIDEOLINKET PÅ ARTIKLENS BILLEDE for at se højdepunkter fra det seneste opgør mellem Herlev og Esbjerg.