For første gang siden 1984 er der er i dag finale i den ærværdige Herlev Skøjtehal.
Herlev Eagles tager imod Herning Blue Fox, og der er meget på spil for hjemmeholdet i dag, for 0-2 nede og en tur til Herning på tirsdag er ikke verdens bedste udsigt for ørnene, så Herning har med sejren i fredags lagt presset over på Eagles.
Der er meldt udsolgt hus i Herlev, og sikke en stemning, der kommer til at blive i eftermiddag i Martinsen Arena.
Lægternes tryk i den intime hal er stensikkert en faktor, der kan bære Herlev frem til sejr i eftermiddag.
Eagles behøver ikke lave meget om i forhold til fredag, dog skal der skabes flere åbne chancer og også mere aggressivitet foran mål, hvor Fecers skal presses maksimalt.
Vi skifter fokus til Herning, for hvad skal midtjyderne gøre for at tage den anden sejr med hjem?
Blue Fox spillede en perfekt tredje periode fredag aften, hvor Herlev blev presset i bund og Herning fik lov at cykle i Herlev-zonen og sætte pres på gæsterne.
Det er den måde, Herning gerne vil spille på, og den måde man kan fremprovokere de udvisninger, der bliver vigtige igen i eftermiddag.
Og defensiven var faktisk også solid foran Fecers, der blev beskyttet godt i det meste af kampen.
Det forventer vi: At Herlev bliver pisket frem af publikum i den intime hal og derfor bliver starten vigtig. Desto længere Herning kan neutralisere Herlevs tryk, desto bedre bliver situationen for midtjyderne.
Hold øje med: Matthias Asperup bankede på flere gange i Herning. Kan han få scoret i dag? Hos Herning viste Morten Poulsen igen sin vanvittige værdi med to scoringer.
Statistikken: Herning vandt Expected Goals-statistikken ganske sikkert i den første kamp med 2.8 xG mod Herlevs 1.4. Altså dobbelt så stor "chancedominans" til Blue Fox.
DirekteSport sender fra Martinsen Arena, hvor Henrik Bauch og Morten Hagen kommenterer de 60 minutter.
Skader/karantæner: Herlev havde Frederik Bjerrum ude fredag aften og Herning var uden Oliver Kiljunen. Spørgsmålet er, om de to overhovedet vender tilbage. Kiljunen er meldt ude for sæsonen.