Kampstart 20:00 i Spar Nord Arena

Herlev kommer med stor selvtillid ind til opgøret i aften efter en tæt på komplet præstation onsdag aften i Odense. Der var mange gode individuelle præstationer hos Eagles, der nu lugter muligheder for den første kvartfinaleserie-sejr nogensinde. 

Eagles blev onsdag ført an af Joseph Jonsson, der scorede det afgørende mål, og Victor Cubars, der udlignede 16 sekunder før tid. Begge brillerede med gode beslutninger over 60 minutter og meget stærk indsats i nærkampene. Man lagde også mærke til unge Marius Kring og naturligvis målmand Horak, der endnu engang stod formidabelt. 

Hvor skal man være bekymret på Herlevs vegne? Bredden er naturligvis stadig et spørgsmål med Philip Alftberg, der måtte humpe ud. Hvis han ikke spiller, er Herlev igen nede på fem backer, der kommer til at spille. Her er ørnene sårbare og bruger heller ikke fjerdekæden så meget som Odense.

Men Herlev har vundet to gange, og i slutspillet tæller kun sejre - så er det lige meget, hvordan man napper dem.

Odense har ikke fundet det komplette spil fra grundspillet frem endnu, og det er som om, fynboerne har manglet de sidste fem procent, som Sebastian Ehlers også skitserer det i dagens Fyens Stiftstidende. 

- Det er vores indstilling, først og fremmest. Vi skal vise mere vilje. Vi er kommet skævt ind i slutspillet. Det er som om, at det ikke er gået op for alle, at vi nu altså er i slutspillet. Slutspillet er et helt andet game. Du kan til dels cruise i grundspillet, men den holder ikke i et slutspil. Herlev har indtil nu villet der her mere end os, og det er ikke i orden. På papiret er vi en bedre trup, og det skal vi til at vise nu

Hold øje med: Om Paul Thompson ryster posen og laver om på kæderne. Det kunne man sagtens forestille sig. Hos Herlev skal powerplayspillet være lidt mindre "broderende" end det var tilfældet onsdag aften.

Skader/karantæner: Henry Hardarson udgik for Odense, der i forvejen må undvære Arturs Salija. Hos Herlev udgik Philip Alftberg humpende, mens Eagles havde Mikkel Skjellerup, Magnus Lykke, Peter Lauritzen og Daniel Baastrup-Andersen siddende på skadeslisten.

Det forventer vi: En hård og hidsig åbning, hvor det første mål kan blive meget afgørende for selvtilliden hos det hold, der scorer og kommer bedst fra start.

Historikken: Den blev 5-1 til Odense i grundspillet og altså nu 2-1 til Herlev her i slutspillet. Vi noterer os, at tre af de seneste opgør er endt i overtid. Dermed stor jævnbyrdighed. 

Statistikken: Det synes at være "først til 4" mellem de to mandskaber. I hvert fald har vinderholdet i de seneste fire kampe scoret fire mål. 

 


OPTAKT: SønderjyskE-Esbjerg Energy 1. DIVISION: HVIDOVRE vandt første finale mod Gladsaxe