Rungsted Seier Capital spillede en af sæsonens bedste kampe på hjemmebane mod Herlev.
Her vandt nordsjællænderne sikkert med 3-1 og har på den måde været et af de eneste hold, der har holdt Herlevs brandfarlige angribere fra fadet.
Det er i den grad noget Rungsted skal tage med ind til kampen i aften, for formbarometeret peger i den grad den forkerte vej for Olssons og Åhlunds tropper med fire nederlag i træk.
Senest havde Rungsted store problemer i første periode mod SønderjyskE, men fandt sig selv i anden og tredje periode, hvor gæsterne dog var langt mere effektive og gennemgående lige en tand skarpere end Rungsted.
Der skal lidt mere drev og vilje i Rungsted-holdet i aften, hvis det skal blive til point mod det veloplagte Herlev-hold.
Eagles kan med en sejr i aften spille sig meget, meget tæt på Metal Final4, hvor Herlev i givet fald vil lande for anden gang i historien.
Herlev spiller pt. disciplineret, stramt og taktisk meget velfunderet, og folk som Trepanier og Skedung er nådesløse, når chancerne opstår.
Senest vandt Herlev med 4-3 i Odense for en uge siden, hvor Eagles hele tiden havde en evne til at slå til, når hjemmeholdet blottede sig.
Sidst, men ikke mindst, har Herlev en giftig og uhyre velspillende omgang powerplay, der ikke er blevet mindre med Anton Johanssons comeback.
Det forventer vi: Herlev er favorit grundet det stærke formbaromeret, men de her sjællandske dramaer har lidt "sit eget liv". Det er Rungsteds chance.
Metalligaen.dk: Har Henrik Bauch på plads som kommentator i Martinsen Arena.
Hold øje med: Svenske Isac Skedung med stor erfaring fra Allsvenskan har manifesteret sig som en topspiller hos Herlev. Hos Rungsted er det en mand som Marc-Olivier Roy, der skal hive sine holdkammerater med ind i kampen.
Skader/karantæner: Herlev manglede senest Rasmus Simonsen, Lucas Carlsson og Oliver True i kampen mod Odense. Rungsted savnede mod SønderjyskE Oskar Östlund, Morten Jensen, Mathias Røndbjerg og Valdemar Hull.
Historikken: Bød altså på en Rungsted-sejr på hjemmebane i første indbyrdes opgør. 3-1 til nordsjællænderne.
Statistikken: Det er næsten top mod bund i formbarometeret. Herlev deler førstepladsen med Herning (12 point), mens Rungsted deler sidstepladsen med Frederikshavn og Odense (4 point).