Herlev fik en forrygende afslutning på kampen i Esbjerg fredag aften.
Det blev 3-2 i straffeslag over vestjyderne, og hvis man troede Joseph Jonsson havde glemt, hvordan man spillede ishockey, så kan man godt tro om igen, for svenskeren var den afgørende faktor i kampen.
Jonsson spillede en forrygende kamp og scorede til 2-2, inden han afgjorde straffeslagene. Læg dertil, at Matthias Asperup også havde taget "målhatten" på og var fuldstændig iskold, da han eksekverede ved Herlevs første mål.
Dermed er topfolkene hos Herlev allerede i gang med at fortælle, at de er klar og det skal Rungsted altså dæmme op for i eftermiddag.
De forsvarende sølvvindere kom stærkt igen fredag aften, hvor det lykkedes at vende 1-2 til 4-2 over Herning i slutfasen.
Stærk start af Rungsted med fire point i to kampe og en god affyringsrampe til Metal Final4-ræset.
Tre virkelig vigtige point på spil i dag, for en sejr vil i begge lejre betyde absolut godkendt om sæsonstarten.
Historikken: Rungsted vandt fire af fem opgør i sidste sæson - to af dem i overtid.
Statistikken: Anton Johansson spillede hele 27:16 minutter for Herlev i Esbjerg. Rungsted scorede to powerplaymål i slutfasen mod Herning. Der skal Herlev passe på.
Skader/karantæner: Rungsted var uden Marcus Olsson, Frederik Bjerrum og Mathias Røndbjerg, mens Herlev havde undladt Tiago Vinterberg og Simon Aasmul på rapporten.
Det forventer vi: Offensiv og underholdende omgang og en eftermiddag, der sagtens kan give masser af mål.
Hold øje med: Mattias Persson var formidabelt spillende i powerplay hos Rungsted med to sukkerpasninger, så Lukas Horak i Herlev-målet skal holde øje med et Rungsted-hold, der kommer med masser af offensiv power.