Kampstart 20:15 i Kvik Hockey Arena

Vigtig kamp i aften, hvor Herning Blue Fox tager imod Aalborg Pirates. Ikke blot fordi midtjyderne kæmper for at hænge på i toppen, men også fordi kampen markeres som afslutningen på Metal Ligaens Knæk Cancer-kampagne.

Det er præcis, hvad TV2 Sport i aften sætter fokus på omkring kampen i Kvik Hockey Arena, hvor man kan gøre en forskel ved at give en sidste donation til Knæk Cancer-kampagnen. 

Sportsligt har Herning i den grad været ramt op til kampen. Ikke blot har midtjyderne massevis af skader, men Corona-situationen har også kastet en ekstra irritation ned i Blue Fox-forberedelserne. Herning mødte som bekendt Herlev Eagles tirsdag aften, og det var altså Eagles, der måtte melde forfald til kampen mod Rødovre på grund af smitte i truppen.

- Vi skulle have haft vores tvivlsomme spillere på is fredag morgen for at teste dem, men det måtte vi så opgive og lade dem teste for corona i stedet, siger Herning-sportschef Martin Struzinski.

Aalborg kommer også med en flok skader i truppen, men til gengæld i sportslig storform og med førstepladsen i tabellen. Garth Murrays tropper har rullet fremragende i den her sæson og selv manglen af to-tre backer i snit synes ikke at have skabt problemer foran George Sørensen. Comebacket mod Rungsted forleden viste også, at Pirates-truppen har stor moral.

Historikken: Omvendt har Herning altså som det eneste hold snuppet alle tre point mod Aalborg i den her sæson. Sejren tidligere i sæsonen i Bentax Isarena blev grundlagt via en stærk, defensiv indsats. Den kan blive svær at gentage med alle de folk som Herning har ude i defensiven.

Skader/karantæner: Reid McNeill har karantæne tre dage endnu. Daniel Nielsen er formentlig også ude, mens Nicolai Weichel havde problemer i kampen mod Herlev. Mads Christensen er ikke blevet klar, Mathias Bau Hansen "tog en for holdet" og spillede i store smerter i Herlev, hvor Anders Poulsen heller ikke var med. Til gengæld er Rasmus Nielsen tilbage fra karantæne. Aalborg spilede topkampen mod Rungsted uden Martin Lefebvre, Nikolaj Carstensen, Victor Panelin-Borg, Martin Højbjerg og Jonathan Brinkman. Masser af folk ude formentlig i begge lejre.

Statistikken: Der er stor forskel på holdenes form. Aalborg står med 12 point i de seneste fire kampe, Herning uden point i de seneste tre kampe.

Hold øje med: Simon Nielsen kommer under pres i aften og skal være i topform for at Herning skal hive point hjem. Hos Aalborg var Josh MacDonald i centrum med to scoringer mod Rungsted.

Det forventer vi: Aalborg er favorit på grund af den bedre form og noget, der ligner en bredere trup end Herning. Spændende om Herning-defensiven kan holde til presset fra Aalborgs angribere. 


Mario Simioni: Ingen grund til at hænge med hovederne Adam Cracknell kom, så og sejrede i drømmedebut for Esbjerg