Kampstart 19:30 i Kvik Hockey Arena

Herning Blue Fox havde en god sæsonstart med syv point i de første tre kampe, men de seneste tre busture til Aalborg, Frederikshavn og Herlev har kun givet en enkelt pind til midtjyderne. 

Dermed otte point for seks til Blue Fox, der dog har spillet fem kampe ude - det hører med til det nuancerede regnskab. 

Herningenserne havde tre point inden for rækkevidde i Frederikshavn for nylig, men måtte se Todd Winder udligne kort før tid. Derefter tabte man altså straffeslagene. 

Overfor Sport Herning erkender Magnus Carlsen, at det ikke har været helt godt nok i de seneste kampe. 

- Jeg synes, vi startede sæsonen godt, men jeg synes ikke, vi har spillet op til vores niveau på det seneste. Vi har haft lidt svært ved at score mål i de sidste par kampe. Vi spillede en god kamp i Aalborg, og så var vi, synes jeg, virkelig ringe i Herlev. Og så manglede effektiviteten igen i Frederikshavn, siger han. 

Aftenens gæster fra Esbjerg tabte ligeledes i overtid tirsdag aften, det var i Odense. 

Her så man et Esbjerg-mandskab, der i lange perioder af kampen var alt for åbent bagude, og havde det ikke været for Jake Smith i målet, var Odense sandsynligt rendt med alle tre point. 

Der skal mere disciplin i Esbjergs spil i forhold til at stå godt i banen - og det gælder fra den første angriber og ned til den bageste back. 

Hold øje med: Esbjergs Grayson Downing var farlig i offensiven mod Odense, mens Morten Poulsen for Herning bare bliver ved som et ur, der tikker i det uendelige. Han lavede både mål og assist i Frederikshavn. 

Det forventer vi: At Herning kommer ud for at presse med alle fire kæder. Hjemmeholdet er favorit på en fredag aften, hvor hjemmepublikummet vil gøre alt for at piske midtjyderne til sejr. 

Skader/karantæner: Esbjerg stillede i Odense uden Philip Larsen og Juuso Walli, mens Herning var uden Victor Cubars i Frederikshavn. 

Historikken: 4-2 i sejre til Herning i sidste sæson - en enkelt match blev vundet i overtid. 

Statistikken: Herning har kun scoret 17 mål i seks kampe, mens Esbjerg ligger på et lidt højere snit: 17 mål i fem kampe. 

Metalligaen.tv: Søren Kaster er på plads for at guide seerne gennem kampen i Kvik Hockey Arena. 


OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Odense Bulldogs OPTAKT: Frederikshavn White Hawks-Herlev Eagles