Kampstart 19:30 i Kvik Hockey Arena

Frederikshavn på besøg i Herning og kampene mellem de to mandskaber er noget af det mest uforudsigelige, der kan findes i dansk ishockey overhovedet. 

Det er også vanskeligt at forudse udfaldet i aften, hvor mange øjne formentlig vil falde på to nye backer. 

Rutinerede Reid O'Neill spiller sin første hjemmekamp for Herning og med et hav af AHL-kampe på sit cv kan han sagtens blive en solid forstærkning for midtjyderne. Han skal lige vænne sig til ny hjemmebane og ny stil, mens den anden nye back, Frederikshavns Eemeli Räsänen formentlig sæsondebuterer for vendelboerne. 

Räsänen er en lang og yderst interessant back, der kommer direkte fra ypperste europæiske topklasse, i hvert fald til en vis grad, for han har endnu ikke bidt sig fast i KHL.

Men med en høj draftrangering for et par år siden er han altså en mand, der muligvis kan se frem til at spille NHL om nogle sæsoner. Et virkelig spændende navn og spørgsmålet er, hvor længe Frederikshavn får fornøjelsen af ham - og selvfølgelig også, om han er så god, som papirerne tilsiger. 

Hold øje med: Mark MacMillan er for alvor i gang og viser stigende formkurve for Herning. Kan blive en nøglespiller, som sæsonen skrider frem. Hos Frederikshavn spillede Aleksandr Bumagin en stor kamp senest i Odense, hvor han leverede fire point.

Statistikken: Herning har spillet fire etmåls-kampe i de seneste fire kampe og synes lige nu at være eksperter i tætte kampe. Men for øjeblikket vender afgørelsen altså Herning i forhold til tidligere i sæsonen.

Historikken: Herning-Frederikshavn-opgørene er nogle af de seneste sæsoners mest jævnbyrdige. Det er ikke nemt at levere en tendens i de matcher. De to første opgør i sæsonen er endt med en udesejr til hvert mandskab. 

Det forventer vi: Det bliver absolut tæt og jævnbyrdigt i aften. To taktisk stramme hold, der i de hidtidige indbyrdes opgør har sluppet tøjlerne. Det vil overraske undertegnede, hvis det vælter ind med mål i aften.

Skader/karantæner: Mathias Mølgaard altså ude for Frederikshavn, der ligeledes har sagt farvel til Logan Pyett, som altså erstattet af Eemeli Räsänen. Herning mangler Rasmus Nielsen for øjeblikket, men fik altså Simon Nielsen tilbage på holdet i Herlev tirsdag. 


Odense sled og slæbte forgæves mod overmagten OPTAKT: Odense Bulldogs-Aalborg Pirates