To gange har Odense Bulldogs og Aalborg Pirates tørnet sammen i denne sæson og to gange er det blevet til snævre sejre til nordjyderne. Senest 3-2 i Odense, hvor de to hold også tørner sammen igen i eftermiddag.
- Vi har haft to rimelig gode kampe mod dem den her sæson. Men vi bliver nødt til at score nogle powerplay-mål. Det er det, der gjorde forskellen i de to første kampe. Hvis vi kan udnytte vores chancer i powerplay, vil det gøre en stor forskel, siger Odense-træner Marc Lefebvre til Fyens Stiftstidende inden kampen i dag.
Fynboerne har i hele sæsonen leveret et mildest talt elendigt powerplay - lige bortset fra seneste hjemmekamp mod Rødovre, hvor to mål i overtal gjorde forskellen.
Dem ser Lefebvre gerne gentaget i dag mod et Aalborg-hold, der kommer med tre nederlag og en aflyst kamp fra fredag i bevidstheden.
Det er formentlig et koncentreret Pirates-mandskab med stor revanchelyst, der kommer til Fyn i dag med bevidstheden om, at Odense altid har svært ved at matche teknisk stærke mandskaber som Pirates.
Det forventer vi: Spørgsmålet er, om Odense har format til at spille så godt, at nervøsiteten for endnu et nederlag kommer op i hovederne på Pirates-spillerne. For kommer Aalborg først i gang, får Odense svært ved at følge med det trimmede Pirates-hold. Gæsterne smal favorit og har - bortset fra en enkelt kamp i fjor - ofte haft godt fat i Bulldogs i VinMedKant Arena på det seneste.
Hold øje med: I Odenses seneste hjemmekamp og sejr mod Rødovre lavede Cody Donaghey gode offensive aktioner og scorede også i powerplay. Desværre var det kombineret med et hav af fejl i egen zone, der kostede chancer. Sidstnævnte er der ikke råd til i dag. Aalborg skal have gang i målscoringen igen. Kommer det måske fra en Kirill Kabanov?
Skader/karantæner: Odense er for øjeblikket ikke ramt på truppen. I Herlev startede Pirates uden backen Martin Lefebvre samt forwards Martin Højbjerg og Jonathan Brinkman. Pierre-Olivier Morin kom ikke på isen til 3. periode, mens Lasse Bo Knudsen måtte udgå i løbet af perioden.
Historikken: To jævnbyrdige opgør hidtil i sæsonen har givet en enkelt pind til fynboerne og fem til Aalborg, der har haft marginalerne med sig. Det var en god start på kampen, der senest sikrede Aalborg tre point i Odense.
Statistikken: Selv om Odense scorede i powerplay senest mod Rødovre er powerplay-procenten nede under 8. Aalborg har ligaens tredjebedste boxplay. Vigtigt element i eftermiddag.