Odense Bulldogs-spillerne var i går på isen med OIK's U11- og U13-årgange som en af forberedelserne til bronzekampene mod Esbjerg. Et godt billede på den afslappede og positive stemning, der hersker i det fynske trods nederlaget i semifinalen mod Aalborg i fire kampe.
Fynboernes sæson har allerede været en succes, og derfor kan Bulldogs-spillerne gå roligt ind til kampene mod Esbjerg.
Der er friske ben og hoveder, og det er selvfølgelig spørgsmålet om det også er tilfældet hos Esbjerg-spillerne, der næsten ubærligt tabte kamp syv mod Rungsted mandag aften. Det gjorde ondt.
- Vi har haft et mål og det er mesterskabet. Personligt har jeg aldrig spillet om bronzemedaljer som spiller og bronzekampene er ikke en del af kulturen, der hvor jeg kommer fra. Samtidigt står vi med en trup, der er slidte og med mange skader, så det bliver svært mod Odense, der har haft mulighed for at hvile, siger Esbjerg-træner Jason Jaspers.
- Alle leverede fuldt ud i kvart- og semifinalerne og det mentale fokus og viljen var imponerende. Nu har vi haft fokus på at restituere og genfinde motivationen. Jeg håber, at nogle spillere når at blive bare lidt friskere, for der bliver brug for kræfterne, hvis Odense skal besejres, lyder det.
- Vores muligheder kunne ende med at afhænge af, hvor mange spillere, vi får klar til weekenden. Men vi vil gøre vores bedste, for at sikre medaljerne. Samtidigt vil vi gerne takke for den opbakning, som vi har følt og kvittere med en succes inden sæsonen er slut, siger Jason Jaspers i Esbjergs kampoptakt.
Det forventer vi: Det har været super-underholdende i stort set hver eneste kamp mellem Esbjerg og Odense i indeværende sæson, og tilskuerne kan i aften også vente to hold, der bare ruller på. Fremad og fysisk. Odense nok lille favorit grundet mental friskhed.
Hold øje med: Odense har haft mange spillere, der har leveret fremgang i denne sæson. En af dem er Oliver True. En god, fysisk kamp passer godt til ham. Hos Esbjerg har Felix Scheel været absolut fremragende i slutspillet og ham skal Odense passe på.
Skader/karantæner: Der er mange, der døjer med skavanker hos Esbjerg, jævnfør Jaspers' udtalelser, men dog var det kun Henrik Mærsk, der sad ude i den syvende semi. Hos Odense var Rasmus Simonsen ude i semifinalen, ellers fuldt hold.
Statistikken: Esbjerg fører 4-2 i sæsonens indbyrdes kampe. Der har været minimum syv scoringer i hver eneste kamp. Tilskuerne kan forvente en festlig forestilling.