En Odense Bulldogs-spiller er i centrum i aften, når hjemmeholdet møder Rungsted Seier Capital.
Martin Larsen fejrer 500 kampe som aktør i den defensive afdeling hos fynboerne. og det er en af de absolutte publikumsfavoritter, der hyldes af fansene i aften.
Larsen har været i Sverige og haft en enkelt kort afstikker til Rungsted i Corona-sæsonen, der blev afbrudt, men ellers har Odense været eneste station for fighteren, der altid giver alt for de fynske farver.
Og med en alder tæt på de 30 år - Martin Larsen er 28 - er det en mere moden udgave af Odense-backen, der tørner ud i jagten på sit første mesterskab.
- Vores træner Paul Thompson har arbejdet med min evne til at afveje, hvad der er klogt, og jeg er nu mere orienteret på at være forsvarer end før. Men selvfølgelig skal man stadig støde frem og tage chancen med et skud, siger han til Fyens.dk.
Fynboerne kommer vel ind som favorit mod et Rungsted-mandskab, der er ramt på skaderne for øjeblikket.
3-5 mod SønderjyskE fredag aften var uden en hel håndfuld stamspillere, og det er naturligvis ikke nemt at holde top og bredde skarp med så mange folk ude.
Spændende om Rungsted har fået et spillere klar til den svære opgave i Odense, der for begge hold betyder vigtige point i forhold til Metal Final4-kvalifikationen.
Skader/karantæner: Odense har på det seneste spillet uden Oliver True, mens Rungsted mod SønderjyskE manglede Matt Pompei, Frederik Bjerrum, Mathias Røndbjerg, Seb Bergholt og Marcus Olsson.
Det forventer vi: Ovennævnte er hårde odds for Rungsted, der får svært ved at modstå Odenses tryk i aften. Hjemmeholdet er favorit.
Hold øje med: Odenses lille finne Otto Nieminen og Rungsteds store mand Nick Moutrey kunne sagtens begge være potentielle målscorere i aften.
Statistikken: Der er scoret 22 mål i alt i Odenses tre hjemmekampe hidtil, så det kan sagtens blive med mange mål i aften, hvor Rungsted også kommer med 17 mål imod i de første fem kampe. Næstdårligst i ligaen sammen med Esbjerg.
Historikken: Rungsted vandt tre af fem grundspilskampe i sidste sæson - begge hold vandt en enkelt i overtid. Seneste opgør endte 5-0 til Odense i Bitcoin Arena i februar.