Odense tog bonuspointet, men Rungsted nedlagde efterfølgende protest

Sikke en ishockeyaften i Odense. 

Den havde det hele og hold op, hvor var det underholdende. Lige nu står der 5-4 til Odense i papirerne, men kampen har fået et efterspil efter en straffeslagskonkurrence, der er endt med en Rungsted-protest.

Det kogte i Spar Nord Arena lige omkring klokken 21:45, da straffeslagene skulle i gang. Jesper Thörnberg brændte for Odense, Nick Moutrey scorede for Rungsted. Det troede mange i hallen i hvert fald - inklusive undertegnede - men dommerne skulle lige se episoden en enkelt gang ekstra på video.

Efter en lang votering valgte dommerparret at annullere scoringen, og så brændte spillerne ellers i flæng, lige indtil syvende runde, hvor Mattias Persson og Gorm Topholt scorede på ellers storspillende Grubak og Lekkas i de to mål. Persson forsøgte igen og kiksede, inden Gorm Topholt iskoldt kørte ned og sænkede sin anden kasse i træk. 

Spar Nord Arena eksploderede i jubel.

Men næsten allerede inden det var sket, havde Rungsted nedlagt protest.

Gæsternes direktør Thomas Friberg så nemlig videoen efter igen og noterede sig, at Nick Moutrey havde skudt hul i nettet og at pucken derfor bouncede underligt ud efter, at den havde været over stregen. 

Da de efterfølgende straffeslag i første runde - tre straffeslag - alle blev brændt, mener Rungsted-direktøren derfor, at hans mandskab skal have tildelt bonuspoint, eftersom alt andet derefter skal annulleres, fordi kampen reelt var afgjort efter de tre første straffeslag, hvis Moutrey havde fået scoringen tildelt.

Straffeslagene var den foreløbige kulmination på en helt skør aften i Odense, hvor hjemmeholdet agerede som bidske hunde fra start - nøjagtig som i de seneste to hjemmekampe mod Rødovre og Herlev.

Det resulterede i en hurtig Skvorcovs-scoring, og da Jesper Thörnberg forvandlede et straffeslag så sikkert som amen i kirken og Kristian Jensen piskede et håndledssvirp op i krogen til 3-0, troede vi vel allerede, at kampen var afgjort efter 20 minutter.

Odense fortsatte. Radim Piroutek fløj op over midten, krydsede blå linje og modtog en perfekt pasning fra Kristian Jensen. Piroutek kvitterede med at flænse pucken op bag Wallin. 

4-0 og Grubak ind for Rungsted i buret. 

De decimerede gæster, der stillede med 14 markspillere, lignede færdigt slagtekvæg, men kom på mirakuløs vis igen.

Rasmus Andersson - Rungsteds bedste på dagen sammen med Tim Daly - tog første skridt opad stigen med sit blændende hug i overtal, som Lekkas ikke nåede at se. Kun 4-1 på tavlen nu. Daly boksede sig gennem Odense-forsvaret på kanten af offside og fik reduceret igen inden pausen. Odense tog en challenge, som ikke blev godkendt og derfor måtte hjemmeholdet klare sig gennem to minutters undertal lige efter Dalys scoring.

Odense havde totalt mistet pusten, det samme havde tilskuerne fra Odense, der kunne se mere og mere luft fise ud af Bulldogs-kæberne i tredje periode. Farlige Lucas Andersen satte sit femte sæsonmål til 3-4, og Magnus Carlsen sit første, da han i det 52. minut smadrede pucken op bag Lekkas. 

De sidste seks-syv minutter var alt på spil, og begivenhederne bølgede frem og tilbage. Lekkas endte med at blive helten for Odense med et par big saves, og 4-4 var ok efter 60 minutter. Hvert hold havde sin halvdel af kampen. 

Overtiden var vild. Sebastian Ehlers havde den største chance for Odense, da han skovlede en puck over stregen, men også over mål, mens Lekkas i den anden ende måtte levere et par vilde parade for at stoppe gæsterne fra at tage bonuspointet.

Og så endte det hele altså i den straffeslagskonkurrence, som måske - måske ikke - blev enden på noget, der begyndte helt udramatisk, men sluttede med en kogende arena, overtid, straffe og nerver på. Herligt.

1023 tilskuere var på lægterne i det fynske i aften. Kristian Jensen og Radim Piroutek var godt kørende for hjemmeholdet, mens de to målmænd Lekkas og Grubak også må fremhæves. Lekkas lukkede godt nok fire mål ind, men reddede Odense fra den helt store sportslige katastrofe denne aften, hvor Grubak kom ind ved 0-4 og var lige ved at hive sejren hjem til Rungsted, indtil Gorm Topholt fandt finesserne frem i straffeslagene. 


Officielt: Rungsted har nedlagt protest onsdag aften OPTAKT: Odense Bulldogs-Rungsted Seier Capital