Kampstart 19:00 i Holger Danske Arena

Rødovres anden hjemmekamp for sæsonen bliver mod et Aalborg Pirates-mandskab, der kommer fra en succesoplevelse på Sjælland fredag aften, hvor det blev til 4-1 i Rungsted.

Rødovre tabte den første hjemmekamp mod Herning, men formåede derefter at hente en enkelt pind i Frederikshavn fredag aften. 

Mon ikke Rødovre-træner Olaf Eller er nogenlunde tilfreds med den sæsonstart?

Nu gælder det for Mighty Bulls om at etablere den hjemmebane, som var så stærk i fjor og som lagde fundamentet for den ottendeplads, som Rødovre-mandskabet sikrede sig i fjor. 

Som altid i Holger Danske Arena kommer Rødovre formentlig ud med aggressivitet og masser af godt skøjteløb, og det bliver Mighty Bulls-nøglen til sejr sammen med det overtal, som har fungeret fint hidtil i sæsonen.

Mod Frederikshavn fredag aften blev begge mål scoret i overtal, og faktisk er syv ud af 10 "regulære mål" for Rødovre scoret i overtal. 

Så Aalborg ved, hvad der skal passes på i aften.

Det gælder om at holde sig ude af boksen for Pirates, der spillede en god og solid udekamp i Rungsted fredag aften. Fire scoringer og en sikker defensiv er formentlig også en recept, som træner Heiskanen går efter i aften. 

I Rungsted spillede den nye kaptajn Lasse Bo Knudsen en flot kamp i spidsen for defensiven, og det virker til, at Julian Jakobsen har fundet sit spilhumør frem igen her i begyndelsen af sæsonen. 

Det forventer vi: To disciplinerede mandskaber, der kommer til at køre på med fire kæder. En tæt kamp med Aalborg som smal favorit grundet et lidt bredere hold og dagsformen. 

Hold øje med: Malte Setkov er godt kørende for Rødovre og en af regissørerne i overtallet. Hos Aalborg spillede Kirill Kabanov en fin kamp i Rungsted senest.

Skader/karantæner: Rødovre var i Frederikshavn uden Frederick Amondsen, William Rørth og Linus Rørth. Aalborg i Rungsted uden Nicolai Nielsen, Nicolai Weichel og Sebastian Ehlers. 

Metalligaen.tv: Har Thor Dresler i Rødovre til at føre seerne gennem kampen.

Historikken: Sidste sæson bød på fem sejre til Aalborg i de seks indbyrdes opgør. Samtlige tre opgør i Holger Danske Arena blev vundet af nordjyderne. 

Statistikken: Aalborg havde som et af de eneste hold rigtig godt fat i Rødovre i Holger Danske Arena i sidste sæson. Det blev til tre sejre til nordjyderne med en målscore på samlet 12-4. 


Aalborg spadserede sig til tre point i Rødovre Skarp anden periode sikrede Odense sejren over Rungsted