Fire scoringer på ni minutter lukkede kampen i Spar Nord Arena

Odense Bulldogs-Rungsted Seier Capital 5-1 (0-0,5-0,0-1) Det var målløst og ganske jævnbyrdigt i de første 20 minutter i aftenens kamp mellem Odense og Rungsted.

Men efter anden periode var der ikke den mindste tvivl om, hvem der ville tage de tre point.

Fynboerne scorede hele fem gange og gik fra 0-0 til 5-0 mod et gæstehold, der faldt ganske voldsomt sammen og for anden gang på stribe måtte forlade isen med et klart nederlag. 

Filips Buncis scorede mod Herning senest og letten fortsatte, da han drog fordel af et blokeret skud i egen zone og blev sendt af sted på en friløber, som han eksekverede sikkert kort inde i anden periode. 

Det blev hurtigt værre for Rungsted. Jonathan Brinkman scorede sit første mål i sæsonen, da han skar ind og satte 2-0'eren, og det lignede en hurtig afgørelse på kampen, da Radim Piroutek styrede en puck ind til 3-0.

Der var blot spillet knap seks minutter af anden periode, og Rungsted skiftede målmand. Östlund gik ud, Grubak kom ind. 

Halvvejs inde i perioden fik Filips Buncis scoret igen, og kort før pausen fandt Kristian Jensen Blake Bennett, der sikkert satte 5-0-scoringen ved bageste stolpe. 

Tredje periode var ren transport, inden Andreas Nielsson fik reduceret for Rungsted i slutfasen. Begge hold havde fornuftige muligheder i løbet af de sidste 20 minutter, men det blev altså blot til den ene scoring, der betød, at Fredrik Bergvik ikke fit sit shutout i aften. 


OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Aalborg Pirates UGENS HOLD: Tjek Metalligaen.dk's A-kæde for den forgangne uge