Kampstart 14:00 i Rødovre Centrum Arena

Fredag aften fik Esbjerg sin første sejr i Metal Ligaen og i bunden af tabellen gik det ud over Rødovre, der nu er overladt til sig selv med en enkelt pind i de første fem kampe.

I dag er der VeteranMatch i Rødovre og netop Esbjerg er på besøg, og der er ingen tvivl om, at Mighty Bulls-mandskabet formentlig har udset sig netop dagens kamp som en god mulighed for at hente den første sejr.

- Hårdt arbejde ser jeg dagligt hos drengene, så derfor er det en fornøjelse at komme på arbejde hver dag og se deres vilje og indstilling, trods de nederlag vi har fået, siger træner Magnus Sundquist til klubbens hjemmeside.

I Rungsted fredag aften var Rødovre ganske godt med i store perioder af kampen, men lavede stadig store individuelle fejl, der kostede momentum.

De skal undgås i aften, hvis Rødovre vil have point mod et Esbjerg-hold, der altså fik en ekstra vitaminindsprøjtning med sejren over Odense.

Der var stor disciplin hos Esbjerg, der igen fik begge mål af danske spillere. Andreas Grundtvig og Henrik Mærsk var på plads.

Hold øje med: Men finske Tuomas Vartiainen viste sig hurtigt som en forstærkning hos Esbjerg. Ham skal Rødovre passe på i eftermiddag. Til gengæld skal Esbjerg holde øje med en Johan Lundgren, der mod Rungsted spillede hele 27:28 minutter.

Det forventer vi: Et tæt opgør, hvor begge hold først og fremmest vil holde øje med defensiven. Esbjerg smal favorit.

Skader/karantæner: Rødovre senest uden William Rørth, Lasse Carlsen, Mikkel Jensen og Tristan Juhl-Petersen, mens Esbjerg i 2-1-sejren over Odense var uden Simon Grønvaldt og Sune Hjulmand. 

Historikken: Det var helt lige mellem Esbjerg og Rødovre i sidste sæson. Tre sejre til hver og 9-9 i point. Ingen overtid. 

Statistikken: Christian Thunbo har for alvor fået istid efter sit skifte til Rødovre. Over 16 minutter i Rungsted og han var endda med fem skud den spiller, der huggede mest på kassen for Rødovre. Hos Esbjerg har Andreas Grundtvig lavet point i hver eneste kamp (4+1). 

 


Dramatisk straffesejr til SønderjyskE, stærkt comeback af Frederikshavn OPTAKT: SønderjyskE-Frederikshavn White Hawks