Kampstart 19:00 i Rødovre Centrum Arena

Det huede næppe Rødovre Mighty Bulls, at Herlev vandt i Frederikshavn mandag aften.

Herlev har formentlig været det hold, som Rødovre har "hængt hatten på" i forhold til at tage den ottende og sidste plads i slutspillet, men efter Eagles-sejren i Frederikshavn, så er der vel hele tre muligheder for Rødovre i kampen om en kvartfinale. 

Både Rungsted, Frederikshavn og Herlev har spillet 33 kampe og Rungsted (43 point), Herlev (41 point) og Frederikshavn (40 point) er alle hold, som Rødovre teoretisk set kan hente med sine 27 point også for 33 kampe.

Men det kræver to ting: At Rødovre rammer en længere stime af sejre og at et af de foranliggende hold taber en række kampe på stribe, så der for alvor kan blive lagt pres og et hold kan blive "nervøst".

Men Rødovre skal naturligvis begynde med selv at hive point hjem og med 3-2 over Herning gik det godt søndag eftermiddag. I aften venter Esbjerg i Rødovre Centrum Arena.

Vestjyderne kommer også med optimisme efter 7-2-sejren over Rungsted som lagde ovenpå to gode nytårskampe mod SønderjyskE. 

- Rødovre havde en vanskelig start på sæsonen, men er kommet godt i gang, senest med sejre i de to seneste kampe. Vi har godt nok sikret tre sejre mod den, men vi har også tabt til dem i overtime. Så hvis vi skal have succes mod dem onsdag i Rødovre, kræver det, at vi er klar og at vi viser dem respekt. Ellers kan vi let komme skuffede fra onsdagens kamp, siger træner Jason Jaspers i klubbens kampoptakt. 

- Vi møder et ungt, dygtigt, hårdt arbejdende, disciplineret Rødovre-hold. Vi skal spille klogt og tilpasse vores spil til modstanderne, men samtidigt have fokus på os selv og vores eget spil. Vi ønsker at fortsætte stimen af sejre efter jul og specielt fra kampene mod SønderjyskE er der en del, som vi kan tage med til kampen i Rødovre. Her gjorde vi meget rigtigt.

- Det er let at motivere sig til kampe som de to lokalopgør mod SønderjyskE i en fantastisk kulisse. Men det er en udfordring at møde mandskaberne under os i mindre inspirerende omgivelser. Her er fokus og mindset vigtigt. For vi kæmper om vigtige point og det får vi med kontinuitet og et højt bundniveau, siger Jaspers. 

Det forventer vi: Et disciplineret Rødovre-hold mod et angrebslystent Esbjerg-mandskab, der må være lille favorit på grund af en lidt bredere og mere rutineret trup. Men det ligner en jævnbyrdig og tæt affære, der sagtens kan ende med få mål og måske en overtid. 

Hold øje med: William Rørth har været brandvarm på det seneste for Rødovre. Han kommer op mod en gammel Rødovre-makker i Philip Schultz, der har spillet god ishockey for Esbjerg i det meste af sæsonen.

Skader/karantæner: Alberto Pison og Lukas Bach var ikke med Rødovre i Herning på grund af skader, mens Mikkel Jensen og Tristan Petersen begge var ude med sygdom. Esbjerg Energy har fortsat Jannik Christensen og Philip Larsen ude og også Jonas Bjerrum sad over senest mod Rungsted. 

Historikken: Rødovre vandt 1. december med 2-1 i Rødovre efter ”overtime”, men Esbjerg har to gange 6-1 mod dagens modstander at se tilbage på, ligesom Energy også har vundet en match med 3-2 over Mighty Bulls og dermed har 10 af 12 mulige point. 

Statistikken: Esbjerg er etter på formbarometeret med 12 point i de seneste fem kampe, mens Rødovre har vundet de seneste to kampe og kun har lukket to mål ind på 120 minutter. To meget formstærke mandskaber, der mødes i aften. 


Måns Hansson forlanger stram disciplin i aften HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Aalborg-Odense