Kampstart 20:15 i Rødovre Centrum Arena

Er det i aften Rødovre vender bøtten?

Sådan kan man blive ved at spørge sig selv, når Rødovre for tiden spiller ishockey. Det er nemlig ved at være rigtig lang tid siden, Rødovre har vundet en ishockeykamp. 

Vi skal helt tilbage til 15. september, hvor det blev 2-1 mod SønderjyskE, og siden dengang er det altså blot blevet til en enkelt pind for Rødovre i hjemmekampen mod Odense, som netop er et af de hold, Rødovre stensikkert har i kikkerten i forhold til at snuppe den sidste plads i slutspillet.

Rødovre er ganske enkelt tvunget til snart at hente point, hvis ikke sæsonen skal smuldre allerede omkring juletid og alene fungere som opbygning til næste sæson. 

Noget tyder på, at Rødovre som minimum kan få en overtid i aften. Den slags er aftenens gæster fra Herning nemlig blevet ekspert i denne tid. Fem ud af de seneste seks kampe er endt uafgjort i ordinær tid. 

- Det er som om, at vi for ofte spiller med for mange afleveringer og gør det hele lidt mere kompliceret, end det behøver at være. Vi skal være mere direkte, flytte pucken hurtigere og så komme ind foran og lægge pres på og følge op. Det får vi slet ikke gjort godt nok, sagde Pekka Tirkkonen efter 3-4-nederlaget mod Rungsted for et par dage siden.

Naturligvis efter overtid.

Skader/karantæner: Rødovre forventer at få Julius Persson tilbage fra en skadespause og tilbage i kamptruppen torsdag. Jonatan Nielsen sidder fortsat ude med en skade, efter han blev ramt af et slagskud på foden. Herning spillede senest med fuldt hold mod Rungsted. 

Det forventer vi: Rødovre vil kæmpe som gale for endelig at få en sejr under Magnus Sundquist. Det bliver ikke nødvendigvis en nem opgave for Herning, selv om midtjyderne naturligvis er favorit, formen og alt andet taget i betragtning. 

Hold øje med: Julius Persson er en mand, der måske kan gøre en offensiv forskel for Rødovre. Hos Herning viste Oskar Drugge sig som en mand for afgørende situationer mod Rungsted for et par dage siden.

De indbyrdes kampe: Herning er et af to hold, som Rødovre har formået at vinde over i ordinær spilletid. Det var 4-3 til Mighty Bulls tidligt på sæsonen. I returopgøret vandt midtjyderne ganske sikkert med 3-1.

Statistikken: Rødovres formbarometer ser efterhånden mere end håbløst ud. Kun et enkelt point i de seneste 10 kampe, hvor Herning i samme tidsrum har skaffet 18 point. 


Aalborg slog til i tredje periode og slog Odense igen JOHAN SKINNARS er klar for Aalborg Pirates