Kampstart 19:30 i Rødovre Centrum Arena

Vi holder af den sjællandske klassiker i dansk ishockey, og i aften udkommer den i første udgave i denne sæson. Både live i Rødovre Centrum Arena og på TV2 Sport. 

Rødovre vandt det seneste testopgør mellem de to klubber op til sæsonen, og var i den kamp ganske overlegen i store faser af kampen. Men husk også, at Rungsted på det tidspunkter manglede to-tre af sine udlændinge, der ikke havde fået opholdstilladelse. 

Samtidig har Rungsted siden dengang spillet fem betydende kampe og er kommet op i tempo. 

Rødovre har en sejr og et nederlag i de to første kampe, og har haft god styr på defensiven, som træner Lehtonen også bemærker i optakten på klubbens hjemmeside. 

- Vi skal fortsætte med at forsvarere os godt. Vi ved, at de er et hold, som er gode i hurtige turnovers og at de angriber med fart med alle fem spillere. Så det skal vi være klar til. Vi skal have respekt for vores modstandere, men aldrig frygte dem, siger Rødovres finske træner om dagens modstander.

Rungsted spillede en fin kamp i Herning og fik bevist, at holdet er stærkt nok til at klare sig på en svær dansk udebane. Nu venter så endnu en af slagsen. Det skal nok blive intenst i derbyet i aften. 

HISTORIKKEN: Rødovre havde rigtig godt fat i Rungsted hjemme i Rødovre Centrum Arena i sidste sæson. Mighty Bulls vandt en "ren sejr" og to gange spillede de to hold overtid med en sejr til hver. En bedre statistik for Rødovre mod Rungsted end for de fleste andre hold i Metal Ligaen i sidste sæson.

STATISTIKKEN: Rødovre har haft uhørt godt fat i defensiven og med kun tre mål imod på 105 minutters effektiv ishockey har den nye målmand Matt O'Connor og defensiven egentlig leveret til mere end to point i to kampe. Så nu må det være Rødovres angribere, der skal vise vejen. Shane Hanna og Simon Fredriksson med suverænt mest istid for Rungsted i fredags i Herning. Nøgleroller til de to importbacks. Ingen tvivl om det. 

DUELLEN: Hvem dukker som målskytter for de to hold? Skal Matthias Asperup sende sit første signal om en stor sæson i aften, og skal årets spiller 2018/19 Nikolaj Rosenthal på tavlen?

SKADER/KARANTÆNER: Kasper Jensen er langtidsskadet hos Rødovre, der ikke havde Marco Illemann og Teemu Virtala med i Frederikshavn i søndags.

DET FORVENTER VI: At det bliver en åben slagudveksling i Rødovre. Hjemmeholdets offensiv vil vise noget, og Rungsted spiller bare offensivt for fuld skrue. Det bliver seværdigt i Rødovre og hjemme foran skærmen. 


OPTAKT: Aalborg Pirates-Odense Bulldogs OPTAKT: Herlev Eagles-Frhavn White Hawks