Sæsonens første traditionsopgør mellem Rungsted og Rødovre, og store forventninger hos direktøren i Rungsted, Robert Gertsen, der beskriver opgørene fint i optakten på Rungsteds hjemmeside.
- Lokalopgørene har altid en helt speciel stemning. Det mærker vi også, når Herlev kommer på besøg, men kampene mod Rødovre har bare en særlig aura. Det har de altid haft, og det tror jeg altid, de vil have. Vi glæder os sindssygt meget til at få dem på besøg, siger han.
Seneste match for Rungsted var 4-5-nederlag hjemme mod Frederikshavn, som ikke var tilfredsstillende i den forstand, at Rungsted faktisk havde tjek over kampen og en 2-0-føring i hånden tidligt i kampen.
- Spillerne var meget opsatte og forberedte på kampen og hjemmepremieren, så der er ingen tvivl om indstillingen. Derimod er vores game management ikke godt nok i anden periode. Det er noget, vi har talt om, og som vi skal fortsætte med at arbejde på – hvordan vi bliver bedre til at håndtere forskellige kampbilleder, især når vi har en 2-0-føring at arbejde ud fra, siger Rungsteds assisterende træner Victor Svensson - også til Rungsteds hjemmeside.
Rødovre kommer fra en respektabel indsats mod Herning tirsdag aften.
Der var mulighed for point og udligning i slutfasen, men et større nederlag kunne også være kommet på tale. Rødovre kan glæde sig over, at powerplayet synes at fungere ganske godt, og at de stærke imports tager det ansvar, som de skal.
Kan de også trække det store læs i aften i Rungsted.
Det forventer vi: Rungsted, der tager initiativ og vil forsøge at ryste gæsterne fra start. Rødovre skal følge med og har ikke råd til at komme bagud med to som i de seneste to kampe.
Hold øje med: Jesse Vuorela har leveret fint for Rødovre i de seneste to kampe og er en stærk arkitekt i powerplay. Hos Rungsted kigger vi igen på Olle Liss, der står med fire mål i blot tre kampe. Stærkt!
Statistikken: Både Miku Ronkainen og Jesse Vourela står med fem point hver på Rødovre topscorerliste. Olle Liss er den eneste med fem point i Rungsted-truppen.
Historikken: Vi skal tilbage til september 24 for at finde den seneste Rødovre-sejr i Rungsted.
Skader/karantæne: Anton Als var fraværende senest hos Rungsted. Rødovre Mighty Bulls: Niclas Krarup og Mathias Hansen var fraværende senest.
Kampstart: Se kampen fra kl. 19.55 på DirekteSport
Kommentator: Henrik Bauch