Er Rungsted Seier Capital ved at komme i gang igen?
I hvert fald spillede holdet fra Nordsjælland en rigtig fin udekamp i Herning for nylig, hvor træner Erik Hjalmarsson tog en hurtig timeout og fik drejet sit hold på ret kurs igen efter at have været bagud 0-2. Det hele endte med en 4-3 til gæsterne i Kvik Hockey Arena, og som tiden skrider frem og skaderne bliver færre, ser det ud til, at Rungsted finder rytmen igen.
Det bliver rigtig spændende, hvordan kampen i aften i Rungsted udvikler sig. Senest blev det hele 7-6 til Esbjerg efter en vanvittig kamp, der endte 6-6 i ordinær tid, efter at Esbjerg havde ført 4-0 efter første periode.
I Esbjergs kampoptakt ser træner Jason Jaspers tilbage på den nylige kamp mod Frederikshavn, som Esbjerg tabte 1-2 efter overtid.
- Vi leverede først og fremmest for sent i den netop spillede kamp mod Frederikshavn, men manglede også skarphed og held i de afgørende situationer. Vi skal sætte en hel kamp sammen og ikke kun præstere i dele af den og de øvrige kampe. At vinde skudstatistikken i tredje periode med 18-3, var ikke nok til at sikre sejren. Vi sluttedegodt af mod Frederikshavn, men er skuffede over udbyttet i den og andre kampe. Rungsted har sikret sig de to seneste mesterskaber og ligger under os i tabellen. Mit gæt er, at de har mindst lige så meget brug for at revanchere sig som vi har. Så de er motiverede, forudser Energy-træneren.
Det forventer vi: Sidste gang skrev undertegnede, at det ville blive en kamp med vægt på defensiven. Den endte 7-6. Vi prøver igen og satser på en målfattig og igen tæt kamp i aften, hvor det må forventes, at begge hold spiller disciplineret bagud og holder scoren nede.
Hold øje med: Ryker Killins leverede en fornuftig kamp for Esbjerg mod Frederikshavn og fik lov til at vænne sig til den store is. Mon ikke han er endnu skarpere i aften. Hos Rungsted har Morten Jensen været stærkt kørende på det seneste og er vel overall Metal Ligaens bedste back lige nu. Han var involveret i alle fire Rungsted-mål i Herning.
Skader/karantæner: Esbjerg stillede senest uden Oskar Boel, mens Rungsted var i Herning uden Sebastian Bergholt, men ellers har fuldt hold.
De indbyrdes kampe: Senest var det altså 7-6 til Esbjerg på hjemmebane efter straffeslag. Første match endte også lige i ordinær tid, Rungsted endte med at tage bonuspointet i 4-3-sejren.
Statistikken: Det vælter med uafgjorte kampe i ordinær spilletid lige nu. Rungsted har været i overtid tre af de seneste fem kampe, Esbjerg i fire af de seneste fem kampe.