Kampstart 19:30 i Bitcoin Arena

Frederikshavn mangler et enkelt point for at sikre sig billetten til Metal Final4. Nordjyderne kommer på det, der for øjeblikket ligner den sværest mulige opgave i dansk ishockey, nemlig en udekamp i Bitcoin Arena hos Rungsted. 

Her fejede Rungsted Aalborg af banen senest, og spørgsmålet er, om Frederikshavn kan drille formbarometerets absolutte etter, for det synes som om, at Rungsted har fundet noget af den "mojo" som holdet havde sidste sæson.

Først en stensikker 9-5-sejr over Rødovre, derefter 5-4 efter straffe på en lidt dårlig dag i Vojens og så senest 3-1 over Aalborg med defensiv disciplin i højsædet.

Tre forskellige typer sejre, så er det pludselig som om, vi kender Rungsted igen fra i fjor. Der er flere imports, der har oppet sig og trukket holdkammeraterne med. Målmandsspillet er blevet bedre, og special teams fungerer. 

Det bliver svært for Frederikshavn, der spillede en godkendt halv time i Odense sidste fredag. Men altså ikke nok til mere end et point efter en 3-1-føring. Det var ikke godt nok for de ambitiøse frederikshavnere, der altså mistede terræn i forhold til Aalborg i toppen. 

Skader/karantæner: Kristian Jensen ude for Frederikshavn, mens Christopher Frederiksen er tilbage. Mikkel Persson stadig ude for Rungsted, der ellers ser intakte ud. Lucas Andersen skulle være tilbage i forhold til kampen mod Esbjerg senest. 

Historikken: Rungsted har vundet de sidste fire hjemmekampe mod Frederikshavn og vandt det første indbyrdes opgør med 3-2 i Frederikshavn i denne sæson. Dermed altså overhånd til Hjalmarssons tropper på den mentale konto. 

Statistikken: Rungsted havde formentlig afskrevet Final4 efter den jammerlige sæsonstart, men 20 point i de seneste otte kampe har rykket noget på det billede. Mestrene har fire kampe tilbage til at sikre sig de nødvendige point og ligner dermed en deltager. 

Det forventer vi: At Frederikshavn lige skal finde sig selv efter en uges pause. Og det kan godt blive problematisk mod et flyvende Rungsted-hold, der går ind som favorit til aftenens kamp. 

Duellen: Altid spændende, når Thomas Lillie og Galansky står overfor hinanden. Lillie vandt semifinaleserien sidste sæson og synes i opadgående form mod altid stabile Galansky. 


Rungsted Ishockey Support knækker cancer sammen med Danske Ishockeyfans DOPS: En spilledags karantæne til Matthias Asperup