Kampstart 16:30 i Bentax Isarena

Det kan næsten ikke være mere åbent end en kamp mellem Rungsted og Herlev, der tørner sammen i den første Metal Final4-semifinale klokken 16:30 i eftermiddag. 

De to hold har i den grad spillet målrige kampe i indeværende sæson med en enkelt undtagelse, som var 3-2-sejren til Herlev lige op til "kamp 16", hvor Final4-kvalifikationen skulle afgøres. 

Ellers har den heddet 7-2 og 6-3 til Herlev og 9-0 og senest 5-2 til Rungsted. Ren "wild west", men mon ikke der bliver lidt mere fokus på defensiven i eftermiddag?

Det var i hvert fald, hvad de to holds aktører pointerede ved Metal Final4 Media Day torsdag eftermiddag. 

Spændende, om kampen åbner op fra start eller om de to hold formår at holde tæt i de første 30-40 minutter, så vi får en millimeter-afgørelse i tredje periode. 

Ligeledes spændende, om Rungsted-holdets langt større rutine i afgørende kampe kommer til at gøre udslag, når kampen skal afgøres. 

Skader/karantæner: Herlev kommer med fuld skrue, mens Rungsted har Anders Poulsen og Mikkel Persson ude. Mattias Persson er en joker, eftersom hans hustru har termin i disse dage.

Hold øje med: På gode dage fungerer begge holds powerplay på fremragende vis, og det aspekt af spillet kan i den grad blive afgørende i aften. Vi så det eksempelvis i Herlev tirsdag aften, hvor Herning fik smagt på et Eagles-powerplay, der er uhyggeligt, når det fungerer.

Historikken: Som skrevet ovenfor. Masser af mål og 3-2 til Herlev i kampe. Ingen overtid endnu. Kommer den i aften?

Statistikken: Rungsted har været i Metal Cup-finalen i de seneste tre sæsoner og er på den måde blevet et rigtig "pokalhold", mens Herlev altså skal søge i arkiverne for at finde tilbage til 2003, hvor klubben for første og eneste gang optrådte i finalen. Det blev til et nederlag mod Odense på Fyn.

Det forventer vi: Får vi et tidligt mål eller to kan det sagtens blive et offensivt festfyrværkeri mellem to hold, der mest tænker fremad. Lad so bare håbe på en rigtig underholdende og målrig match. 


Brett Thompson: Min største kamp for Herlev Optakt: Herning-SønderjyskE