Der er en enkelt kamp på programmet i Metal Ligaen i dag, hvor Rungsted tager imod Odense.
Senest de to hold mødtes, vandt Rungsted med sikre 6-2 i VinMedKant Arena, men dog er det værd at tage med, at fynboerne i den match pressede Rungsted et godt stykke hen ad vejen.
Det ændrer ikke ved, at Rungsted i eftermiddag er habil favorit, for fynboerne har altså tabt 11 kampe i ordinær spilletid på stribe, og selv om Odense-ledelsen har set spillemæssig fremgang og større aggressivitet under Marc Lefebvre, er der ingen tvivl om, at det slider hårdt på moralen bare at blive ved at tabe og tabe.
Men måske er der en mulighed for at drille et afbudsramt Rungsted-hold i eftermiddag. Nordsjællænderne spillede en flot kamp fredag i 3-2-sejren i Vojens, men er nede på folk, og det kan slide på nøglespillerne. Erik Hjalmarsson skal i hvert fald tænke på at dosere spilletiden korrekt.
Skader/karantæner: Rungsted har Mikkel Persson, Bertram Jelert og Anders Poulsen ude. Desuden er Oscar Schulze og Gustav Green en tur på VM-mission med det danske U20-landshold. Samme sted er Odenses Mikkel Jensen også, mens fynboerne har Lucas Bjerre Rasmussen og Jakob Wittendorf ude med skader.
Hold øje med: Mario Lucia spillede en fin kamp i Vojens i fredags, og er en af de spillere, der skal træde i karakter med de mange skader i Rungsted. Hos Odense har Riley Bourbonnais været et positivt, offensivt indslag i den her sæson - og har været træfsikker på det seneste.
Det forventer vi: At Odense bruger alle kræfter på at arbejde sig ind i en kamp mod et teknisk stærkere Rungsted-mandskab. Hvis Rungsted undlader at spille koncentreret, kan Odense sagtens give dem problemer som sidste gang, de to hold mødtes i Bitcoin Arena. Her vandt Rungsted en meget smal 4-3-sejr.
Historikken: Rungsted har haft godt styr over Odense i de seneste mange kampe. De seneste 10 kampe mellem de to klubber - inklusive overtid og straffe - er vundet af de forsvarende mestre.
Statistikken: Odense har en forbandelse hængende over sig, der hedder en sejr i ordinær tid på udebane. Det er ikke lykkedes i indeværende sæson og heller ikke i sidste, hvor fynboerne blev noteret for to sejre i overtid på fremmed is. Resten blev tabt. Sikke en lettelse, hvis det kunne lykkedes for Odense at tage tre point ude.