Stor match i Sydjysk Sparekasse Arena i aften, hvor Aalborg Pirates kommer på besøg.
Topholdet fra nord har kun tabt en enkelt kamp i denne sæson, og er i et godt flow, hvilket kunne ses tirsdag aften, hvor Aalborg bankede Rungsted med hele 10-4.
Det var - ikke mindst - Aalborgs powerplay, der var i hopla og noget tyder på, at de danske topspillere har fundet rigtig godt sammen med de nye importangribere.
SønderjyskE har ikke været supergodt kørende hidtil i sæsonen, men har dog ikke tabt en eneste kamp i ordinær tid. Til gengæld er samtlige tre overtid/straffe blevet tabt og derfor skal sønderjyderne helst have en treer i kampen om Metal Final4-pladserne.
Tirsdag blev det 4-5 i Herlev. SønderjyskE førte 3-1 og kunne se en mulig 4-1-føring ramme stolpen, inden Herlev fik fat.
- Det er ishockey i en nøddeskal. Går det skud ind, så fører vi 4-1 og har sandsynligvis lukket kampen, men den studsede ud og så scorer de i den anden ende kort efter. Men når det er sagt, så er det ikke godt nok, at vi ikke kan holde fast i en 3-1 føring.
- Vi skal blive bedre til at lukke kampene og så skal vi frem for alt indse, at en kamp varer 60 minutter – Vi har ikke haft de store udskiftninger på holdet, men det tager sommetider lidt tid, inden at tingene falder i hak. Vi har jo set hvordan vi kan spille, når det hele glider for os – men nu gælder det et brandvarmt Aalborg Pirates hold som kommer for at spille ishockey, siger SønderjyskE-træner Anders Førster til klubbens hjemmeside.
Skader/karantæner: SønderjyskE manglede Desjardins og Kløve tirsdag, mens Aalborg senest spillede uden Nicolai Weichel, Sebastian Ehlers, Oliver Anker Christensen. William Lund har endnu ikke været i kamp for nordjyderne.
Hold øje med: Hvor pokker er Joseph Jonsson blevet af? SønderjyskE-fansene venter stadig på, at en af Metal Ligaens bedste spillere fra de seneste sæsoner præsterer i lyseblåt. Hos Aalborg bragede Nicolaj Carstensen et kanonskud ind mod Rungsted og ser ud til at være i fin form i indeværende sæson.
Det forventer vi: En intens hockeykamp, hvor Aalborg formentlig kommer til at vente lidt på omstillinger. Aalborg har momentum, SønderjyskE har hjemmebane. Det bliver en tæt kamp.
Metalligaen.tv: Kasper Buch er på plads til kampen i Vojens, hvor han guider seerne gennem de 60 minutter.
Historikken: SønderjyskE vandt "grundserie-serien" med 4-2 i sidste sæson - blandt andet med den vilde 10-0-sejr på hjemmebane.
Statistikken: Aalborg har 12 point i de fire seneste kampe, SønderjyskE har altså tabt tre gange overtid i denne sæson.