Kampstart 20:00 i Frøs Arena

Både SønderjyskE og Aalborg måtte notere sig sæsonens første nederlag i ordinær tid tirsdag aften.

SønderjyskE "brød sammen" mod Herlev i tredje periode og måtte indkassere fire scoringer og et nederlag på 3-6 mod et veloplagt hjemmehold.

Det kan dog på ingen måde slå en streg over, at SønderjyskE har fået en god start på sæsonen - samtidig med, at Mario Simionis tropper har bevaret optimismen. 

- Jeg ved godt, at Aalborg er bookmakernes og eksperternes favoritter og jo, jeg ved godt at vi har nogle folk ude, men jeg ved også at vi i denne sæson har spillet noget rigtigt flot ishockey – folk kender mig dårligt, hvis de tror at vi frivilligt ligger os ned, siger Mario Simioni til klubbens hjemmeside. 

-  Vi skal komme ud med det spil og den intensitet som vi har vist i de fleste kampe samt i første periode i opgørene imod Frederikshavn og Herlev – kan vi sætte det sammen til en hel kamp, så er der også chancer for point, lyder det.

Aalborg Pirates var oppe mod et stærkt indstillet Herning Blue Fox-mandskab tirsdag aften, hvor nordjyderne fik en god start, men derefter ikke rigtig kunne spille sig forbi midtjydernes forsvar.

Der var ikke det sædvanlige flow hos et rådvildt Aalborg-hold, og så vinder man altså ikke kampe i Metal Ligaen.

Det forventer vi: To hold, der først og fremmest kigger på at komme godt fra start. Derfor kan det godt blive en taktisk og målfattig affære i den første halve time, inden kampen åbner sig. 

Hold øje med: Charlie Combs er "mønsterbryder" hos SønderjyskE med sine snævre og skarpe træk, og han er mand, der kan bryde Aalborgs forsvar op. Hos Aalborg er Thomas Spelling kommet lidt sløvt fra start. Kan han gøre noget på sin gamle hjemmebane?

Skader/karantæner: Mikkel Højbjerg stadig ude for Aalborg, mens SønderjyskE manglede Nicolai Bryhnisveen, Gabriel Desjardins, Mathias Borring og Alex Lavoie. 

Historikken: Aalborg snuppede fire af seks mulige sejre i sidste sæson mod SønderjyskE. En enkelt af dem var i overtid.

Statistikken: Med 14 mål imod har Aalborg den bedste defensiv i Metal Ligaen pt, mens SønderjyskE med 29 mål står med den bedste offensiv. Dog med henholdsvis seks og otte kampe på kontoen.


OPTAKT: Herning Blue Fox-Esbjerg Energy OPTAKT: Herlev Eagles-Rødovre Mighty Bulls