Kampstart 19:00 i Spar Nord Arena

Herlev Eagles tager imod Rødovre Mighty Bulls i det første store "forstadsopgør" i indeværende sæson.

Og faktisk er det efterhånden som om, at Herlev kan kaldes "storebror" i Metal Liga-regi, når de to hold sammenlignes. Ikke blot fordi tabellen i indeværende sæson viser klare fordele til Eagles, men også fordi Herlev i de seneste tre sæsoner har været over Rødovre Mighty Bulls i tabellen.

Det kører glimrende for Eagles hjemme i Ørneborgen i denne sæson, hvor SønderjyskE senest blev besejret med 6-3, ikke mindst efter en forrygende tredje periode af ørnene. 

Og ganske opsigtsvækkende var det altså uden to af de bedste backer i form af Daniel Baastrup-Andersen og Anton Johansson, der begge var fraværende på grund af skader. 

Så der er næppe tvivl om, at Rødovre får det svært mod et opsat og optimistisk hjemmehold fra Herlev i eftermiddag. 

Omvendt ved Rødovre-spillerne også at et opgør mod Herlev er noget helt specielt, og mange af de to holds spillere kender hinanden ud og ind. 

Er lokalopgørets uforudsigelighed lig med Rødovres chance i aften?

Der er næppe heller ikke tvivl om, at gæsternes førstekæde med Gymer, Säärelainen og Johan Lundgren skal bære Mighty Bulls offensivt i aften. Der skal ganske enkelt produceres. 

Hold øje med: Også Rødovres defensiv skal stemme. Og målmandsposten bliver en nøgle til succes mod det offensivt stærke Eagles-hold. Spændende, hvem Magnus Sundquist foretrækker som startende mand. Hos Herlev så man Victor Cubars sætte to kasser mod SønderjyskE og han bliver stille og roligt en nøglespiller for ørnene.

Det forventer vi: Rødovre bliver presset af et opsat Herlev-mandskab og skal overleve de første 20-25 minutter. Kun hvis defensiven er "stram" er Rødovre i stand til at hente point i aften.

Skader/karantæner: Rødovre manglede senest William Rørth, Lasse Carlsen, Alberto Pison, Tristan Petersen, Niclas Krarup og Mikkel Jensen. Herlev var mod SønderjyskE uden Anton Johansson og Daniel Baastrup-Andersen. 

Historikken: Herlev tog 13 point af 15 mulige mod Rødovre (4-1 i sejre) i sidste sæson. 

Statistikken: Matthias Asperup ligger med otte point som Herlevs topscorer og er i direkte duel med Johan Lundgren (6 point) hos gæsterne. 

 


OPTAKT: SønderjyskE-Aalborg Pirates OPTAKT: Odense Bulldogs-Frederikshavn White Hawks