Det er to hold, der er et stykke fra hinanden i tabellen, men kigger man på formen er det to hold, der kommer ind til kampen med optimisme.
Sønderjyske har vundet de seneste tre kampe efter fire kampe uden nederlag til at begynde med, men det er spillet i kulisserne, der har domineret i den her uge.
Direktør Mogens Kastbjerg trådte af, underskuddet var rekordstort, men kapitaltilførslen på ni millioner betyder også tro på fremtiden.
Spændende, hvordan publikum i aften tager imod det genopfriskede Sønderjyske-hold før den sværeste opgave lige nu: Nemlig Herning Blue Fox.
Gæsterne kommer efter 7-0 over topholdet Frederikshavn og 6-4 over sidste sæsons sølvvindere fra Herlev.
Og Herning er på jagt efter mere.
- Personligt har jeg det sådan, at jeg aldrig er rigtig tilfreds. Nogle gange er det godt at være tilfreds, men man skal aldrig blive helt tilfreds, fordi man vil altid have mere og mere. Det er ikke fordi, man skal blive for grådig, men vi vil gerne det bedste for hinanden. Vi skal blive ved med at bygge på i jagten på endnu et dansk mesterskab, siger Anton Linde til Sportherning.dk.
Skader/karantæner: Albert Grossmann og Jarid Lukosevicius manglede senest hos Sønderjyske, mens Herning havde Phillip Schultz ude på grund af familieforøgelse.
Historikken: Første kamp endte med en suveræn 5-0-sejr til Herning på hjemmebanen i Holing. Her havde midtjyderne fuld kontrol, men mon ikke der bliver større modstand i aften.
Hold øje med: Vaclav Karabacek spillede en fin kamp i Aalborg og har nu debut på hjemmebane i aften. Hos Herning var Anton Linde stærkt kørende mod Herlev og er nøjagtig den spiller, som Herning havde håbet på, da man hentede ham i denne sæson.
Det forventer vi: Sønderjyske kommer med fredagsstemning, en form for ro på bagsmækken og kommer til at presse Herning, der dog er solid favorit.
Kampstart: Se kampen fra kl. 19.25 på DirekteSport
Kommentator: Jannik Sønderby