Kampstart 19:00 i Sydjysk Sparekasse Arena

Det er ikke længe siden, de to hold senest tørnede sammen.

Det var i fredags i Kvik Hockey Arena, hvor sønderjyderne hev en smal sejr på 5-4 hjem efter straffeslag. 

En stort boost af optimisme for de lyseblå, der dermed slog Herning for første gang i sæsonen og rykkede op på sjettepladsen i det uhyre tætte Metal Liga-felt. 

Man må formode, at det bliver lige så tæt og jævnbyrdigt i aften i Sydjysk Sparekasse Arena. 

- Der venter en ny stor opgave tirsdag aften. Herning satte point til i Rungsted søndag, så de er helt sikkert opsat på at levere et resultat. Vi har haft et par gode træninger søndag og mandag, så jeg føler at vi er godt forberedte til at gå ud og leverer en god indsats igen. Det kommer igen til at gælde om at være det hårdest arbejdende hold på isen, spille disciplineret og så være kyniske når vi får chancen for at score mål, lyder opskriften fra SønderjyskE-træner Casper Stockfisch inden kampen i aften. 

Det er SønderjyskE's hjemmeside, der citeres her. Sønderjydernes kaptajn David Madsen havde en formidabel sidste uge med fem point på kontoen, og det er spændende, om han kan fortsætte det "rul". Det er generelt som om, der er kommet lidt mere humør og arbejdsvilje ind hos mandskabet fra Vojens siden trænerrokaden.

Hos Herning er der ingen grund til at frygte for førstepladsen trods de to nederlag i straffe og overtid til SønderjyskE og Rungsted i sidste uge. Midtjyderne kan ikke køre 48 kampe med sejr på stribe, og med 15 points forspring ned til Odense, er der noget at tære på. Skudstatistikken på 27-9 mod Rungsted i søndags tydede også på, at Blue Fox-spillerne bare lige manglede den sidste sult foran mål for at vinde kampen.

Det forventer vi: Endnu en intens kamp som i fredags. Sønderjyderne lugter flere point efter en god sidste uge, og Herning vil bevise, at nederlaget fredag var en fejl. Matchen afgøres formentlig sent, måske i overtid.

Hold øje med: Også William Pelletier med fire point havde en god uge i kæden med Brown og Jonsson. Canadieren lavede fire point. Hos Herning var Magnus Carlsen på pletten med en glimrende scoring fredag aften. Mere fra ham på en tirsdag i Vojens?

Metalligaen.tv: Har Jannik Sønderby på plads i Sydjysk Sparekasse Arena til at guide seerne gennem de 60 minutter.

Skader/karantæner: SønderjyskE spillede i Herning uden Desjardins, Boysen og Schmidt-Svejstrup. Herning manglede i Rungsted søndag aften Jacob Nordqvist, Petter Hansson, Derian Plouffe, Aleksi Ainali og Karlis Peca og kørte med kun 10 angribere. 

Historikken: 5-4 i fredags var SønderjyskE's første sejr over Herning i sæsonen. De tidligere fire kampe er endt med sejr til Herning - to gange i ordinær og to gange i overtid/straffe.

Statistikken: Det er første gang længe, at vi "kun" har noteret Herning for otte point i de seneste fem kampe. SønderjyskE har syv af slagsen i samme periode. 


UGENS HOLD ER SAT: Se Metalligaens A-kæde for den seneste uge Rungsted slog Herning efter overtid