Det er to hold med store udfordringer, der mødes i eftermiddag i Vojens.
Sønderjyderne tabte 0-5 i Herning fredag aften og har endnu sin første sejr og første point til gode, mens Rungsted gravede det seneste hul dybere med 1-4 hjemme mod Rødovre.
Et nederlag, der gjorde ondt på både selvforståelse og tabelsituation hos Rungsted, der dog har fire point på kontoen og i perioder har spillet rigtig fin ishockey.
Sønderjyske havde som ventet ikke så meget at gøre, men slog dog fornuftigt igen i kampens første halvdel, inden midtjyderne for alvor tog fat og trak fra.
Der bliver stadig produceret fornuftigt med chancer fra sønderjydernes side, men det kniber med at få dem omsat. Måske Marcus Almquist kan drille "sine gamle rivaler" i eftermiddag.
Hos Rungsted så man mod Rødovre en bleg indsats fra de fleste af de imports, der skal bære holdet.
Det skal være anderledes i dag, hvis der skal point med hjem mod et Sønderjyske-hold, der må forventes at optræde "desperat".
Hold øje med: Raimonds Vitolins var Sønderjyskes bedste i Herning fredag, mens Rungsted igen-igen havde Olle Liss som målscorer.
Det forventer vi: Et Sønderjyske-hold, der vil forsøge at lægge pres, men offensiven skal være kontrolleret ellers slår Rungsted til i sine hurtige omstillinger.
Skader/karantæner: Sønderjyske havde ikke Ytterell med i en trup, der i forvejen var uden Karabacek, Lukosevicius og Grossmann. Rungsted spillede med fuldt hold mod Rødovre.
Historikken: Der var tre sejre til hvert hold i sidste sæsons seks kampe, så ingen af de to mandskaber kan "claime" et overtag.
Kampstart: Se kampen fra kl. 14.55 på DirekteSport
Kommentator: Søren Kaster