Christopher Frederiksen blev helten i aftes - tre hold har tidligere vundet tre kampe i overtid i samme serie

Der er ingen tvivl efterhånden: 

Hvis kamp syv på fredag i Esbjerg skulle vise sig at gå i overtid, har Frederikshavn White Hawks et mentalt overtag, når de to hold løber på isen til den første ekstraperiode.

Frederikshavn vandt igen i går i overtid, og tog dermed sejren i ekstraperioden for tredje gang i serien. To gange Justin Shugg og en enkelt Christopher Frederiksen betyder, at Frederikshavn nu er i kamp syv uden at have vundet en eneste kamp i ordinær spilletid i serien. 

Men overtid er også en kunst, hvor man skal kende sin besøgstid. Det lærte Frederikshavn om nogen tilbage i 2013, da Tyler Gotto scorede det afgørende mål i DM-finale syv helt fremme i det 76. minut, da SønderjyskE tog guldet med hjem fra Nordjylland.

Men tre sejre i overtid i samme serie? Er det sket før i dansk ishockey? Ganske overraskende for undertegnede har det faktisk været tilfældet tre gange tidligere i "bedst af syv"-historien. 

AaB Ishockey-spillerne fra dengang husker formentlig finaleserien i foråret 2005 som et regulært mareridt. AaB Ishockey førte 2-0, inden Herning kom igen og vandt hele tre overtidskampe på stribe, en af dem blev afsluttet over midnat, da Christoffer Kjærgaard scorede for Herning. I kamp seks havde AaB ikke flere mentale kræfter og gik under med 0-4 på hjemmebanen i Samsøgade.

Vi går til 2012/13-sæsonen hvor Herning som grundspilsetter valgte Rødovre, nummer syv, i kvartfinalen og tabte til et Mighty Bulls-hold med profiler som Michael Smidt, Andy Contois og ikke mindst Sebastian Dahm på kassen. Brad Gratton var træner. 

Videre til 2016, hvor Esbjerg blev mester og i kvartfinalen var ude i en uhyre tæt serie mod Rødovre. Det blev 4-2 i kampe til vestjyderne, der tog sine sidste tre sejre i serien i overtid. 

En enkelt gang tidligere har fire kampe i serien været ude i overtid. Det var såmænd også i 2004/05-finalen, hvor AaB vandt den første kamp i overtid, inden Herning altså tog over med fire sejre, deraf tre i overtid. 


Rødovres "lejesvende" drager videre på eventyr i Storbritannien KAMP SYV VENTER: Frederiksen-finish sendte Frederikshavn i hockeyhimlen