Herlev Eagles-Rungsted Seier Capital 3-2 (1-0,0-0,1-2) 1-0 Alexander Lindqvist-Hansen blev matchvinder i overtiden i det sjællandske opgør mellem hjemmeholdet og gæsterne fra Rungsted.
Den svenske fighter var hjemmeholdets bedste i aften i en tæt kamp, hvor Rungsteds nye mand Quinn Ryan var gæsternes bedste.
Rungsted var toneangivende i de første fem minutter, inden Herlev langsomt kom bedre ind i kampen, kulminerende med et hurtigt og stærkt angreb, som Luis Blak Olsen omsatte til mål. Kampen blev derefter mere fysisk, hvilket passede hjemmeholdet ganske godt.
Første periode blev afløst af en halvskidt anden periode fra begge hold. Der var mange fejlpasning og hård kamp om midtzonen. Det var Herlev, der havde de største chancer i form af et par muligheder i to mod en-situationer. Tilbagevendte Joseph Jonsson var tættest på, men Jacob Gammelgaard reddede med skøjten, mens Rungsteds Oliver Green måtte udgå efter en hård tackling af Rungsteds Håkon Nilsen.
Havde der manglet action i de to første perioder, så kom den til til gengæld i tredje periode, hvor Jack Jacome hurtigt fik hul på bylden for Rungsted.
Gæsterne havde pucken mest, men fik ikke skabt kæmpestore chancer. Et lidt for satset angreb med mange folk fremme sendte Herlev af sted i en omstilling og Oliver True fik scoret til 2-1. Der var spillet næsten 58 minutter.
Derefter blev der satset med fuld skrue fra Rungsted, der tog målmand Östlund ud. Steve Whitney fik skrabet pucken ind med blot 11 sekunder tilbage. 2-2 og overtid, hvor hvert hold havde et godt forsøg, inden Alexander Lindqvist-Hansen afgjorde sagerne.