SønderjyskE var før aftenens match allerede sikret deltagelse ved finalestævnet i Januar. Nottingham derimod skulle bruge minimum et point for at gøre sønderjydene selskab i det fine selskab. Og briterne fik hvad de kom efter, nemlig en sejr på 4-2 over de danske værter.
Efter en klog og helstøbt indsats sejrede briterne ikke mindst takket være en anden periode, hvor de for alvor stemplede ind, samtidig med SønderjyskE tog en mental blunder.
Første periode blev en ganske livlig affære.
SønderjyskE virkede ikke helt i kampmode i starten. Måske den allerede sikrede kvalifikation spillede ind.
Det kastede en stor chance af sig, da Daniel Galbraith fumlede med pucken og forærede Oliver Betteridge en friløber. Brormand Galbraith mellem stængerne klarede dog ærterne.
Det gjorde han til gengæld ikke da Sam Herr udnyttede en glimrende britisk kombination til at bringe Panthers i front 1-0.
SønderjyskE fandt dog langsomt melodien og spillede sig mere og mere ind i matchen.
Et stærkt sammenspil mellem fire af holdets nordamerikanere kastede en stor chance af sig til Josh MacDonald, der kunne se sin afslutning bliver reddet af stolpen.
Nottingham spillede sig til næste store chance ved Robert Lachowicz, og endnu større var chancen til Jake Hansen, da Sam Herr spillede ham fri, men en sideforflytning fra Galbraith klarede paragrafferne for sønderjyderne.
Med fem minutter til pause, var Mike Little på vej mod en afslutning, da han blev trippet, men hoveddommernes fløjte forblev tavs.
Det gjorde den ikke kort efter og Konsta Mäkinen måtte en tur ud i skammekrogen.
Det britiske powerplay kastede ingen scoringer af sig.
Derimod fik publikum lidt dramatik efter slutfløjtet, da briternes Jon Rheault ville have fat i Rasmus Lyø, som han mente havde sat en lige lovlig hård tackling kort forinden.
Dommerne fik dæmpet gemytterne og dermed var der pause efter tyve underholdende minutter.
Anden periode blev en nedtur for langt størstedelen af aftenens publikum i Frøs Arena.
Sønderjyderne var slet ikke mentalt til stede fra periodens start.
Og lynhurtigt slog Panthers til.
Først scorede Julian Talbot efter fint oplæg fra Brett Bulmer, der elegant viftede Oliver Gatz væk.
Kort efter kørte briterne en kontra.
I tilbageløbet markerede Mads Lund, at Mäkinen skulle markere den puckførende brite, mens han selv ville pacificere Adam Deutsch inde foran mål.
Den mission lykkedes ikke, for svenske Deutsch fik sidste stav på pucken og så var den 0-3.
Der var en del udvisninger og linjen en helt anden end hos de to andre hoveddommere i turneringen.
Det gav blandt andet en fire mod tre til briterne syv minutter inde i perioden. Og så stod den 0-4.
Fra kort afstand hamrede Jason DeSantis pucken i kassen bag Galbraith, der nu havde fået nok af mødet med sine tidligere holdkammerater og lod sig udskifte med Nicolaj Henriksen.
De mange udvisninger fortsatte med at falde, men Henriksens indskiftning gav en smule mere stabilitet i sønderjydernes boxplay. Til gengæld formåede værternes eget overtalsspil ikke at overbevise.
Et lettere slukøret hjemmepublikum fik dog lidt at varme sig på kort før pausen, da Phil Lane lidt heldigt fik sendt pucken i kassen og dermed var stillingen 1-4 før de sidste tyve minutters hockey.
Sønderjyderne lagde sig, trods et svært udgangspunkt, ikke ned.
Allerede efter halvandet minut fulgte Mads Lund op på Anders Førsters afslutning og sendte returen i nettet.
Det gav SønderjyskE ny energi og såvel Mads Lund som MacDonald var tæt på at reducere yderligere.
Også Mike Little bød ind med et skarpt forsøg, mens Panthers mest fokuserede på at forsvare føringen.
Det lykkedes de også med, trods sønderjysk overtag perioden igennem.
Kort før tid fik Brett Bulmer muligheden. Henriksen halvklarede, pucken lagde sig på stregen og her lignede det Christian Silfver, der akkurat fik skrabt pucken i spil igen.
Heller ikke en sønderjysk satsning i seks mod fem gav afkast trods flere nærgående forsøg, blandt andre fra Konsta Mäkinen.
Dermed kunne briterne juble med deres medrejsende fans over sejren og kvalifikationen til Continental Cup finalestævnet i Januar.
SønderjyskE blev med nederlaget nummer to i puljen. Og dermed før de Nottingham følgeskab i finalestævnet.
Igen i dag var det først og fremmest danskerne der trådte i karakter hos SønderjyskE, mens Panthers havde sine bedste i Brett Bulmer og Sam Herr.