Nu har Patrick Bjorkstrand valgt at stoppe sin professionelle karriere, og dermed slutter endnu et kapitel i en familiehistorie, der gennem mange år har haft stor betydning for ishockeyen i Herning.
Patrick er som bekendt søn af Todd Bjorkstrand, der både som spiller og cheftræner blev en markant profil og en stor del af klubbens historie. Familien Bjorkstrand har gennem årtier været tæt knyttet til Herning Blue Fox og har været med til at forme både klubben og dansk ishockey.
Patrick Bjorkstrand har samtidig skrevet sin egen stærke historie.
Med en karriere i blandt andet Sverige, Finland, Kroatien, Tyskland, Østrig og Nordamerika samt mange optrædener for det danske landshold, har han repræsenteret dansk ishockey på højt niveau gennem mange år.
Patrick Bjorkstrand nåede ikke det forjættede land, NHL, men med år i både AHL og KHL - dengang verdens i særklasse næstbedste liga - var storebror Bjorkstrand lige under det allerhøjeste niveau, hvilket også er et markant nåleøje i ishockeyen.
Han er femdobbelt dansk mester - tre gange med Herning og to gange med Aalborg Pirates.
Herning altid været en vigtig del af rejsen, og nu afsluttes den samme sted.
- Herning er hjemme for mig. Det er her, jeg er vokset op, og hvor min kærlighed til sporten begyndte. Derfor betyder det utrolig meget, at jeg får lov til at afslutte karrieren her. Jeg vil gerne takke Peter, Garth, Barry, Rui og Christian Bo, kontoret, mine holdkammerater og sidst, men ikke mindst, vores fantastiske fans for en uforglemmelig sæson, siger Patrick Bjorkstrand.
Hos Herning Blue Fox vækker beslutningen også særlige følelser.
- Familien Bjorkstrand er en stor del af historien om ishockey i Herning. Patrick har haft en flot karriere og har samtidig altid været tæt knyttet til klubben og byen. Derfor er det noget helt særligt, at han afslutter karrieren her," siger sportsdirektør Peter Regin.
Herning Blue Fox sender en stor tak til Patrick og hele familien Bjorkstrand for deres enorme aftryk på klubben gennem generationer.