De danske mestre stod godt imod i Mikkeli

Aalborg Pirates kom fra en meriterende sejr i Prag til Finland og Mikkeli søndag aften, og her var aalborgenserne såmænd heller ikke frygtelig langt fra at hente point.

Hos Mikkeli, der blev nummer to i det finske grundspil i fjor, tabte nordjyderne 3-5, og med tre point i to udekampe har træner Garth Murray formentlig fået mere med fra de to første kampe, end han overhovedet havde regnet med. 

I Mikkeli var en dansker, Oliver Larsen, såmænd på spil ved det første mål. Den danske landsholdsback assisterede på Jukurits 1-0-mål, men der gik ikke længe, før gæsterne havde udlignet. Tobias Ladehoff fik sat 1-1-scoringen i undertal efter fem minutter. 

Det så lidt løst ud i Aalborgs forsvarzone, da Niko Huuhtanen fik scoret til 2-1 for Jukurit, men Pirates er ikke et hold, der giver op i denne sæsons udgave af CHL. Patrick Bjorkstrand gik mod mål efter 26 minutter og fik lagt pucken op i forreste hjørne. 

Fin og ganske karakteristisk scoring af Bjorkstrand, der dog kunne se finnerne bringe sig foran både 3-2 og 4-2, inden Oskar Drugge med fire minutter igen fik reduceret for Pirates på et skud fra blå linje.

Træner Murray nåede dog ikke den sidste satsning, før Jukurit havde scoret til 5-3. Oliver Larsen fik i øvrigt en assist mere for finnerne. 

Aalborg møder onsdag Rungsted og har derefter hjemmekampe mod både Sparta Prag og Jukurit Mikkeli i Sparekassen Danmark Isarena. 

Fredag aften er de tjekkiske gæster fra Prag under stort pres, for Sparta tabte 2-3 i Luleå og er dermed sidst i puljen uden point. 

 


VIDEO: Philip Larsen-status efter SønderjyskE-Esbjerg VIDEO: Rasmus Lyø efter SønderjyskE's sejr over Esbjerg