Et positivt årsregnskab er netop blevet præsenteret i Bulldogs Odense ApS for 2021/2022

I sidste uge blev der afholdt ordinær generalforsamling i Bulldogs Odense ApS, hvor ledelsen med stolthed kunne præsentere et positivt årsregnskab for det forgange regnskabsår med et flot overskud på bunden.

Det skriver Odense Bulldogs i en pressemeddelelse.

Fynboernes driftsregnskab resulterede nemlig i et positivt resultat med et overskud efter skat på 482.054 kr. – Et resultat som selskabets ledelse ser på med både glæde og ydmyghed.

”Vi har de sidste par år arbejdet benhårdt på at få vendt skuden og skabe både kommercielle- og sportslige resultater og vi har oplevet hvordan erhvervslivet har taget positivt imod vores tiltag og projektets ambitioner. Den seneste sæson lykkedes vi desuden med at overgå de sportslige forventninger med en flot, flot bronzemedalje efter mange års medaljetørke. Alt sammen er medvirkende til det årsresultat, som vi netop har præsenteret og nu skal fortsætte med at bygge videre på.” – Fortæller administrerende direktør, Ole Nielsen.

På trods af den usikre samfundsmæssige situation med COVID-19 i regnskabsperioden, har Bulldogs Odense ApS oplevet en markant opbakning fra erhvervslivet blandt både eksisterende og mange nye samarbejdspartnere. De kommercielle aktiviteter har på baggrund heraf været i vækst og skabt grobund for det positive resultat.

I forlængelse af den kommercielle vækst har Odense Bulldogs ligeledes gennemgået en meget spændende positiv sportslig udvikling med tilbagevenden til slutspillet i Metal Ligaen i en sæson, der kulminerede med en fortjent bronzemedalje om halsen – en medalje, der var den første DM-medalje for Odense Bulldogs i 12 år.

Egenkapitalen er i Bulldogs Odense ApS ligeledes vækstet i takt med driftsresultatet, hvor man nu råder over en egenkapital på 1.007.456 kr.

På baggrund af årsresultatet og den kommercielle og sportslige fremgang har selskabet positive forventninger til fremtiden både økonomisk og sportsligt.


Victor Gade på kontrakt: Herlev skriver med ung forward BT's Gyldne Fløjte uddeles i aften