SønderjyskE-Herning Blue Fox 2-3 (2-0, 0-2, 0-1) Det var slaget om andenpladsen i Grundspillet, det skulle slåes i Vojens tirsdag aften. Der var playoff-stemning på lægterne og også playoff-intensitet på isen.
Efter en stærk sønderjysk indledning på kampen, var det gæsternes mere fysiske spillestil, der var med til at vende kampen til fordel for en flok opsatte og effektive ræve fra det midtjyske.
Der var høj intensitet og fart i skøjterne fra første sekund. SønderjyskE greb først initiativet, og Valdemar Ahlberg fik første mulighed efter en fin assist fra David Madsen, men Ahlberg savner for tiden sidste sæsons skarphed.
Nærkampe var der også mange af, og der var til tider optræk til små nævekampe mellem de to holds spillere. Måltavlen var endnu ikke kommet på arbejde halvvejs i perioden, trods fine muligheder til Gabriel Desjardins og i modsatte ende til Petter Hansson.
Matchens første udvisning tilfaldt gæsternes Brett Thompson og David Madsen var tæt på at kvittere, men undersiden af overliggeren kom Carruth til undsætning. Kort efter måtte keeperen selv klare skærene, da Anders Biel kom alene afsted, men Carruth fik lukket af mellem benene.
Hjemmeholdet sad mere og mere på spillet som perioden skred frem. Derfor var det heller ikke overraskende værterne, der indledte scoringen efter godt et kvarters spil.
Nikolaj Krag fik sendt Rasmus Lyø afsted på en breakaway og denne gang var der plads mellem benene på Carruth, 1-0.
Det skulle kun gå to et halvt minut, før skiven igen lå i udeholdets mål. Denne gang var det Nikolaj Krag med et præcist svirp og SønderjyskE på 2-0 små tre minutter før pausen. Den stilling holdt perioden ud og de to hold kunne holde en velfortjent pause efter en hæsblæsende og underholdende første periode.
Herning tog initiativet
Hvor sønderjyderne var bedst de første tyve minutter, var det udeholdet, der havde initiativet i anden periode. Flere gange blev hjemmeholdet fanget i egen zone, og allerede inden det første minut var rundet havde gæsterne reduceret. Cibulskis med en elegant scoring bragte rævene på tavlen.
Blue Fox fortsatte med at holde trykket og Brett Thompson med en rigtig god mulighed for udligning, men Pettersson var på plads. Det var ham også cirka midtvejs, da Mathias From kom afsted i et godt rush, men afslutningen reddet af den svenske keeper.
De mange nærkampe var der fortsat og især udeholdet forsøgte at sætte trumf med det fysiske spil. Gæsterne fik da også bragt balance i tingene med seks minutter til pause. Lidt tilfældigt endte pucken hos Magnus Carlsen, der hamrede pucken op i den fjerneste krog til 2-2.
Herning-box leverede
Flere scoringer kom der ikke og det var derfor en helt åben hockeymatch før sidste periode. SønderjyskE fik næsten fire minutters power play fra tredje periodes start.
Men hvor Herning kunne glæde sig over stærkt boxplay, må der være dybe panderynker hos hjemmeholdets trænerduo. For anden kamp i træk lukkede sønderjyderne mål ind i overtal og overtalsspillet hang på ingen måder sammen i aften.
Gæsternes box derimod spillede stærkt og da Nikolaj Krag funlede med pucken, stak Magnus Carlsen alene afsted mod Pettersson og udnyttede iskoldt chancen til at sætte det, der skulle vise sig at blive kampens afgørende scoring.
Værterne, der dominerede første periode var blevet dygtigt udmanøvreret af et snu Herning-hold, der nu kontrollerede matchen. SønderjyskE fik dog skabt et par chancer, og udeholdet måtte takke Carruth for en formidabel refleksredning på Desjardins’ forsøg fra nært hold.
Kort efter blev Carruth passeret, men William Boysens brag prellede af mod overliggeren. En nærkamp foran mål endte med Jesper Thornberg i isen. Hvad der præcist skete, var svært at se, men den målfarlige svensker måtte hjælpes i omklædningsrummet.
Tiden tikkede langsomt af klokken. En sen udvisning gav sønderjyderne chancen i seks mod fire.
Drugge prøvede med et godt riv, men gummiskiven strøg snert forbi mål, og værterne kunne se point og dermed også muligheden for andenpladsen forsvinde. Efter slutfløjtet ville Victor Cubars og Lukas Bang gene snakke alvorsord med Jacob Schmidt-Svejstrup, men dommerne var vågne og fik skilt parterne ad.
Midtjyderne kunne i stedet fejre de tre point sammen med en talstærk flok medrejsende supportere.
Blue Fox snuppede dermed altså andenpladsen og kan nu se frem til et møde med Herlev i kvartfinalen. Et hold midtjyderne senest besejrede 8-0, og rævene må siges at være favoritter i den serie.
SønderjyskE kan se frem til en serie mod et Rungsted-hold, der kommer med nytanket selvtillid efter tre sejre af de sidste fire kampe og med en Quinn Ryan i målform. Der venter formentlig en tæt serie mellem ligaens treer og sekser.